Derfor fik Enhedslisten ikke sine to ugentlige bade

I dag behandler Folketinget finansloven, og Enhedslisten vil igen bebrejde regeringen for ikke at ville indføre retten til to ugentlige bad til de ældre. Men minimumsrettigheder er tom symbolpolitik, fuldkommen som Dansk Folkepartis grænsebomme.

Zenia Stampe

Hvorfor var regeringen så meget imod at give ældre et retskrav på to ugentlige bade, at de hellere ville lave en finanslov med de blå?

Sådan har det lydt bebrejdende fra Enhedslisten, siden regeringen indgik en finanslovaftale med de borgerlige. Og det spørgsmål kommer vi nok igen til at høre, når vi i dag tredjebehandler finansloven i folketinget.

Regeringens svar har været, at Enhedslisten var for ultimativ. At de kunne have fået pengene. Men at vi ikke ville være med til at indføre et decideret retskrav, fordi det ville medføre for meget bureaukrati og begrænse det kommunale selvstyre.

Det er et rigtigt svar. Men det er også et svar, der gør det lidt for let for Enhedslisten at fastholde billedet af sig selv som de godhjertede frelsere af samfundets svageste og regeringen som kolde bureaukrater, der går mere op i proces end omsorg.

Som radikal ældreordfører vil jeg derfor gerne supplere med et rent ældrepolitisk svar. Et svar, der intet har at gøre med proces. Intet har at gøre med Enhedslistens forhandlingsevner. Intet har at gøre med overordnede styringsprincipper for den offentlige sektor.

Men som ene og alene handler om, hvad der er god ældrepleje. Lad mig begynde hos min farmor, der døde for nogle år siden.

Min farmor kom fra Tyskland, hvor hun boede sammen med sin danske mand og deres to børn. De arbejdede begge på den danske ambassade i Bonn. Hun var kantineleder, og han var pedel.

Men da min farfar pludselig døde, valgte min farmor at flytte til Danmark med børnene. Her var hun glad for at være. Hun fik hurtigt et arbejde på et plejehjem, som hun passede pligtopfyldende indtil den dag, hun selv gik på pension.

Min farmor var et meget privat menneske og havde ikke noget stort netværk i Danmark. Så da min far og mor købte hus sammen, flyttede min farmor ind på 1. salen. Når jeg kom hjem fra skole, stod hun altid ude i forhaven og puslede med sine blomster og planter. Og hver torsdag aften vandrede hele familien op på 1. sal og fik en dejlig middag. Forhaven og torsdagsmiddagene var min farmors store stolthed.

For mig står det på mange måder som billedet på den perfekte alderdom: At være tæt på sine nærmeste og endda kunne få lov til at bruge sine ressourcer. Uden dog at være så tæt, at man får klaustrofobi og går hinanden på nerverne. Det havde været en god endestation på livets landevej.

Men sådan blev det ikke. For mine forældre blev skilt, og så blev min farmor syg. Syg af bekymringer, som blev til depression, som blev til vrangforestillinger. På et tidspunkt blev hun indlagt, men det var klart, at det psykiatriske system slet ikke var indrettet til en ældre dame som min farmor.

Så min farmor flyttede i plejebolig. Og da hun fik fred efter mange forpinte år, fik vi en slem overraskelse. For da vi begyndte at rydde op i hendes ting, fandt vi små stanniolpakker over alt. I krukker, skuffer og tøjstabler. Inde i stanniolen lå der piller, mange piller. Da vi var færdige med at rydde op, kunne vi fylde en hel nettopose med piller. Cirka 4000 styks, regnede vi os frem til.

Min farmor havde ikke taget den medicin, som plejepersonalet møjsommeligt havde ordineret og udleveret til hende. Og tænk sig, at min farmor selv til det allersidste var så sparsommelig, at hun ikke kunne få sig selv til at skylle pillerne i toilettet.

Jeg fortæller ikke denne historie for at bebrejde nogen. Men for at give et eksempel på, hvor forskellige ældre er, og hvor forskellig hjælp de har brug for. Og derfor også, hvor forsimplende og forfejlet hele debatten om minimumsrettigheder er.

Min farmor havde ikke brug for hjælp til rengøring eller bad. Hun havde heller ikke brug for at få ledsagede gåture i det fri. Hun havde med andre ord ikke brug for noget af det, Enhedslistens gjorde til kardinalpunkter i finanslovforhandlingerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hun havde i den grad brug for hjælp. Hjælp til at håndtere en hverdag fuld af bekymringer og angst. Hjælp til at tage sin medicin. Hjælp til at få noget at spise.

Min farmor er langt fra den eneste, der har kæmpet med komplekse problemer i slutningen af sit liv. Det ved jeg fra familie og venner. Og det ved jeg fra min tid som konsulent i Københavns Kommunes ældreforvaltning.

En af de helt store udfordringer i fremtiden bliver antallet af demente: I dag lider ca. 85.000 danskere af demens, men det tal vil ifølge prognoser næsten fordobles frem mod 2040. Det stiller helt nye krav til ældreplejen. Krav om nye typer ydelser, nye former for omsorg.

Det er bl.a. i det lys, at regeringens afvisning af Enhedslistens minimumsrettigheder skal ses.

For i det lys fremstår kravet om standardiserede minimumsrettigheder både stærkt forsimplende og forfejlet. En symbolpolitisk pendant til Dansk Folkepartis grænsebomme og pointsystemer. Noget konkret og synligt, som man kan skrive "venlig hilsen fra Enhedslisten" på, men som ikke løser de virkelige og alvorlige problemer, som området bærer på.

Enhedslistens krav om to ugentlige bade er effektiv politisk kommunikation. Alle kan forstå det. Men det er ikke et formaliseret krav eller et ønske, som vi møder fra de ældre. Faktisk ved jeg stadig ikke rigtig, hvor Enhedslisten har ideen fra.

Der er ikke nogen tvivl om, at mange ældre har problemer, og at de ikke altid får den hjælp, de har brug for. Problemerne er bare ikke dér, hvor Enhedslistens spinmaskine ønsker, at de skal være. Derfor er jeg også glad for, at vi med finansloven giver et stort løft til ældreområdet, samtidig med at vi afviste Enhedslistens ubrugelige spin.

Jeg er lettet over, at  vi hjælper Danmarks ældre på en måde, hvor kommunerne kan tage højde for den enkelte borgers behov. Måske er det to bade om ugen. Men det kan også være, at de hellere vil bruge pengene på en styrket indsats over for ældre med psykiske eller sociale problemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min vision på ældreområdet handler netop om at blive bedre til at møde de ældre som mennesker med forskellige problemer, præferencer og behov - i stedet for at stirre os blinde på standarder og minimumskrav.

Ældrepleje skal ikke være firkantede og forpakkede samlebåndsydelser, men individuelt tilpasset omsorg. Det skal være nærvær og faglighed. Øjenhøjde, fleksibilitet, troværdighed og respekt.

Det er den alderdom, min farmor burde have haft. Det er den alderdom, jeg gerne vil give mine forældre. Det er den alderdom, som jeg håber en dag selv at få.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden