0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Washington tør ikke svække diktatorerne

Demokratiseringen af Egypten er ikke kun gået i stå: Den går baglæns.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
NASSER NASSER/AP
Foto: NASSER NASSER/AP
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hold op med at give diktatorer penge, som de bruger til at undertrykke os«.

Det er den egyptiske videnskabsmand og menneskerettighedsforkæmper Saad Eddin Ibrahims budskab, først og fremmest til USA, der årligt støtter den autokratiske egyptiske præsident Hosni Mubaraks regime med 1,3 milliarder dollar.

Ibrahims ord har også adresse til andre regeringer, bl.a. Danmarks, der indirekte samarbejder med de egyptiske autoriteter i det forfængelige håb, at vort eksempel kan smitte og udløse reform og demokratisering i et land, hvor sikkerhedstjenesten får bevilget flere penge end hele det offentlige sundhedsvæsen.

Mubarak, der snart har siddet på magten i 30 år, siden han efterfulgte den myrdede Sadat, er et levende bevis på, at den optimistiske påstand om, at man ikke kan sidde på bajonetter, ikke holder.

En loyal hær og et allestedsnærværende sikkerhedsvæsen er garanter for Mubaraks magtfuldkommenhed. Sikkerhedstjenesten påvirker egypternes hverdag, personer, der er politisk aktive eller støtter de 15-20 organisationer, der udgør en ikke-koordineret reformbevægelse, ved at de bliver overvåget.

Sikkerhedstjenestens agenter infiltrerer ngo’er og skaber intern splid i forsøg på at uskadeliggøre dem. Reformaktivister bliver arresteret og anklaget for opdigtede ulovligheder. Under Mubarak er befolkningen næsten fordoblet, mens antallet af fængsler er firdoblet.

Ibrahim ved, hvad han taler om. Tidligere i år blev han in absentia idømt to års fængsel med hårdt straffearbejde for at besmudse Egyptens navn. I forvejen verserer 20 sager mod ham.

I 2000 erklærede Ibrahim, at han var bekymret over udsigterne til, at præsident Mubarak forsøgte at sikre, at hans søn Gamal efterfulgte ham som præsident. »Gumlukia«, kaldte Ibrahim det. Et ord sammensat af de arabiske gloser for ’republik’ og ’monarki’.

Mubaraks reaktion var at beordre Ibrahims Ibn Khaldoun-institut lukket. Ibrahim og hele personalet blev arresteret. De blev anklaget for at have skadet Egyptens omdømme ved udbredelse af falske oplysninger. Først i 2003 blev Ibrahim frikendt.

Senest har de egyptiske myndigheder beskyldt Ibrahim for at have påvirket medlemmer af den amerikanske Kongres til at hægte betingelser på den årlige bevilling på 1,3 milliarder dollar til Egypten. En af betingelserne er, at regeringen skal kunne dokumentere fremskridt med demokratisk reform.

Det får Mubarak svært ved, selv om USA vil være taknemmeligt for bare antydninger af fremskridt. Siden 2005 er det gået baglæns.Før det havde USA kunnet notere nogle resultater af det pres, Washington havde lagt på Kairo, især på to punkter.

Mubarak skulle tillade opstilling af modkandidater ved valg til præsidentposten og parlamentet, og domstolenes indflydelse skulle styrkes på bekostning af centralmagten, der lå hos præsidenten. Mubarak lovede også at ophæve den undtagelsestilstand med kontrol, censur og indskrænkninger af den personlige frihed, der blev indført i 1981.

2005 blev vendepunktet, dels for Mubaraks spage reformpolitik og for USA’s reformiver i den arabiske verden. Ved parlamentsvalgene i efteråret vandt de muslimske brødre en femtedel af pladserne i parlamentet. Dette til trods for udbredt valgsvindel fra regeringspartiet NDP’s side og til trods for, at politiet og sikkerhedstjenesten gjorde sit bedste for at skræmme vælgerne fra valgstederne i de områder, hvor de muslimske brødre stod stærkest.

Der fulgte en række love, der skulle imødegå den voksende opposition mod Mubarak. Undtagelseslovgivningen blev forlænget, og domstolene, der ikke har Mubaraks tillid, blev berøvet ansvaret for at føre tilsyn med valg. Den formastelige Ayman Nour, der havde vovet at opstille som modkandidat til Mubarak ved valgene i 2005, blev arresteret, sigtet for svindel og idømt fem års fængsel.

2005 var som sagt også året, hvor USA stak piben ind og affandt sig med Mubaraks autoritative kapitalistiske system, altså et system, der liberaliserer økonomien, samtidig med at det ved hjælp af sikkerhedstjenesten sørger for, at den økonomiske liberalisering ikke udløser krav om politisk reform. Og systemet virker.

Nye investeringslove har medført øget vækst fra 4 til 7-8 procent pr. år, og eksporten er vokset med 250 procent i de sidste fem år. Washington er et gidsel i Mubaraks hænder.

Amerikanerne er bange for, at en svækkelse af Mubarak kan betyde en styrkelse af de muslimske brødre. Hamas’ sejr ved de palæstinensiske valg for to år siden over USA’s allierede Fatah har skræmt dem. Egyptens regionale betydning er dalende, men Kairo spiller en rolle i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Hosni Mubarak er 80 år. I 2011 udløber hans femte præsidentperiode. Spørgsmålet er what’s next. Sønnen Gamals antidemokratiske autoritære kapitalisme er en mulighed. Et militært kup er en anden. De muslimske brødre en fjern mulighed.

Valget består mellem onder. Om en demokratisk løsning er der ikke tale. Det kan USA leve med af overordnede strategiske grunde, men kan den egyptiske befolkning? Vil den? Og hvor står vi? Støtter vi, med vore penge, undertrykkeren?

  • Ældste
  • Nye