Sig os nu lige: Er Obama – han er jo sort – klar til at blive præsident? Sådan virkelig parat? Er hans etniske baggrund forenelig med demokrati? Alene at skrive disse ord turde være – og føles som – en fornærmelse. Alligevel er det ikke sjældent den vestlige holdning til arabere. Er de nu ’parate’ til frihed, til demokrati, til retssikkerhed? Vi fedter rundt i hensyn til de diktatoriske regimer i Mellemøsten og Nordafrika. De har én ting til fælles: De hævder, at deres samfund, dvs. deres borgere, netop ikke er ’parate’ til frihed. Herskerne insisterer på deres egen adkomst til en magt, de aldrig har fået, kun taget. Og så hævder de frimodigt, at deres landsmænd ikke ønsker frihed, indflydelse, ligestilling og demokrati. Hvilken fornærmelse! Condoleezza Rice, som voksede op under borgerretskampen i Birmingham i Alabama i 1963, mindede om det i en tale til National Association of Black Journalists i 2003, da hun talte om den nedladende påstand, at mennesker i Afrika eller Mellemøsten ikke skulle »være interesseret i frihed ... ikke kulturelt parate til frihed eller rede til frihedens ansvar ...«. »Vi har hørt det før«, sagde Rice. »Synspunktet var forkert i 1963 i Birmingham, og det er forkert i 2003 i Bagdad og i resten af Mellemøsten«. Og det er forkert nu i 2008. Men okay, spørg Saad Eddin Ibrahim, som i morgen får Pundiks Frihedspris, om arabere er klar til frihed, parate til demokrati? Spørgsmålet er ikke principielt, ikke generelt. Det er konkret og personligt. Skal han som arabisk borger have adgang til at stemme om, hvem der skal være hans lands øverste magthavere? Skal han som arabisk borger have adgang til at kritisere magthavere og kaste lys på svindel, også ved forsøg på valg? Skal han som arabisk borger have adgang til at kræve ligestilling for religiøse minoriteter? Skal han som arabisk borger have adgang til en fri presse? Hvem vil svare nej? Saad Eddin Ibrahim, som er en af den arabiske verdens fineste forskere, har insisteret på sin ret til både frihed og demokrati. Han ved derfor også, hvordan ufrihed ser ud fra indersiden af en egyptisk fængselscelle. Han er leder af et lille forskningscenter, opkaldt efter den store arabiske historiker Ibn Khaldoun, der for seks hundrede år siden advarede mod undertrykkelse. Men Saad Eddin Ibrahim nøjes ikke med at forske. Han har selv lagt navn til kritik af valgsvindel, diskrimination og undertrykkelse – og blev fængslet for at skade sit lands omdømme. Kan vi spørge sådan et menneske, om han er ’parat’ til frihed? I 1963 blev der i fuldt alvor spurgt, om mennesker som Barack Obama og Condoleezza Rice var parate til demokrati? I 1988 blev der stadig spurgt, om Vaclav Havel kunne have ret i, at østeuropæere ville have deres frihed? Der var sågar regeringer, som satte spørgsmålstegn ved, om sorte i Sydafrika var parate til ligestilling? Lektien fra USA, Østeuropa og Sydafrika – fra Barack Obama, Nelson Mandela og Vaclav Havel – er den samme. Vi kan snakke op og ned ad stolper om samfunds udvikling i brede vendinger. Men vi kan ikke se et undertrykt menneske i øjnene og sige, at han skal være tålmodig med sin magthaver eller torturbøddel. Men har vi da fuldstændig mistet vores retningssans, når vi i Mellemøsten hæmningsløst vender ryggen til diktaturer, som vi ville have fordømt i Afrika eller Asien? Kan vi tro, at arabere i Mellemøsten og Nordafrika fra naturens hånd skulle være mindre gearet til frihed og ansvar end amerikanere, østeuropæere og afrikanere? Det er ikke et principielt spørgsmål, heller ikke et generelt. Det handler om den enkelte borger – om ufrihed monstro er bedre for ham end frihed? Eller censur bedre end ytringsfrihed? Kan vi tro, at arabere fra naturens hånd skulle være mindre gearet til frihed og ansvar end amerikanere, østeuropæere og afrikanere?