Ingen ved længere, hvor de har Fogh.
Han virker mentalt fraværende i den politiske debat. Siden ambitionerne om en international toppost begyndte at svulme op, har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) været ved siden af sig selv. Dagdrømmene har overskygget alle skærmydslerne i den hjemlige andedam. Det mest oplagte scenario er, at Anders Fogh efter nytår bliver udnævnt til ny generalsekretær for Nato – og hvis dét skulle glippe, at han senere på foråret udnævner sig selv som ny EU-kommissær. Han kan nemlig selv afgøre sin videre skæbne. Herhjemme ligger det politiske landskab imidlertid brak imens. Alle de initiativer, Fogh lancerede efter sommerferien, er ét for ét faldet på gulvet – uden at dét tilsyneladende betyder meget for manden på vej væk. Som samlende figur er Fogh færdig. I ventetiden er der opstået et vakuum, som selv venstrefolk mærker: »Når der er usikkerhed om lederskabet, influerer det på meningsmålingerne. Det har en betydning, uanset om der er noget i det eller ej. Der bruges tid og energi på det. Tid, som kunne være brugt på at føre politik,« lød det i går fra Venstreborgmester Anders G. Christensen fra Favrskov. ANDRE ER begyndt at interessere sig mere for partiets officielle kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, der efter først en lang omtumlet periode med vedvarende anklager om bilagsfusk, netop har stået i spidsen for et kaotisk forhandlingsforløb med et mislykket forsøg på en arbejdsmarkedsreform og dernæst en historisk uambitiøs finanslovsaftale. Umiddelbart har tumulten slidt på Lars Løkke Rasmussens troværdighed og gennemslagskraft. Men det er mest fnidder og smædekampagner. Lige nu fremstår han reelt som det bedste bud på en politisk figur, der kan skabe en mere afbalanceret socialliberal regering i Danmark i kontrast til de sidste syv års kulturkamp. Som en første og afgørende kvalitet har Lars Løkke Rasmussen – i modsætning til Anders Fogh – aldrig været knyttet ideologisk tæt sammen med Dansk Folkeparti. Tværtimod har han med rødder tilbage i praktisk kommunalpolitik talt for en hybrid mellem socialdemokratisk velfærd og liberalistisk entreprenørskab under den selvopfundne etikette »skandi-liberalisme«. Ingen har mistænkt ham for at ville rulle velfærdsstaten tilbage til start. Mens Anders Foghs eftermæle vil være uløseligt knyttet til de mange fælles projekter med Dansk Folkeparti – fra den stramme udlændingepolitik over det fatale krigseventyr i Irak til bandlysningen af samfundsreformer – står Lars Løkke Rasmussen mere frit og frisindet. Mens Fogh aldrig vil kunne skabe bred opbakning i Folketinget, kan Løkke potentielt genopdyrke samarbejdet hen over midten i dansk politik. Efter en lang død periode uden vidtrækkende reformer har Lars Løkke mulighed for at satse anderledes.
