For alle os, der hverken tror på Gud, julemanden eller krystalhealing, er det et lysglimt i en ellers mørk og vinterdepressiv tid, at medlemstallet i folkekirken bare falder og falder. Hvert år dør flere gammelkristne, end der bliver døbt nye små sognebørn. I dag vil der således komme lidt færre til gudstjeneste end i 2007: Julen har bragt velsignet bud. I årets løb er der også udkommet to oplysende bøger, der skildrer Danmarks gode sider – både den amerikanske sociolog Phil Zuckermans diagnose af Danmark som et ’Samfund uden Gud’ og senest Malene Busk ateistiske kampskrift ’Gudløs’. De mener begge, at religion er ved at forsvinde fra Danmark og efterhånden kun kommer til udtryk i forlorne ceremonier. På papiret tegner det lyst. Og hvis udviklingen forsætter, vil folkekirken opløse sig selv indefra i løbet af fem til seks generationer. Umiddelbart kunne man derfor håbe, at mysticistisk virkelighedsfornægtelse er på retræte – og rationalistisk humanisme på vej frem. Men det modsatte synes at være tilfældet: 80 procent af befolkningen tilhører trods alt stadig folkekirken, og selv om tilslutning til folkekirken falder støt, opvejes udviklingen af en ny vækkelse blandt kristne, de stadig flere muslimer i Danmark og new age-freaks, der dyrker hjemmefusket spiritualitet. I antal kommer der måske ikke flere religiøse, men de fylder mere i offentligheden. Intensiteten i gudsdyrkelsen er eskaleret hurtigere end faldet i kirkegængere, og sekulariseringen har toppet. Og i resten af verden er den helt gal i dag: Hvert minut døbes 50 flere kristne, end der dør. SIDEN Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedtegningerne er det offentlige rum i Danmark også flydt over med frelst religiøsitet: sakrosankt og indestængt. Skønt Flemming Roses oprindelige begrundelse for at trykke karikaturerne var ateistisk – i modsætning til alle de korsfarere, der siden hen har brugt stregerne som våben i en religionskrig – må det konstateres, at balladen satte gang i en vækkelsesbølge. Præster er blevet sandhedsvidner, der bliver taget alt for alvorligt. SOM ARGUMENT for den besynderlige konstruktion med en dansk statskirke kom statsminister Thorvald Stauning (S) i sin tid med en slagkraftig opfordring: »Hold de hellige i ro, ellers er fanden løs!«. Pointen var, at en uafhængig folkekirke ville blive missionerende og messende i offentligheden. Stauning ønskede, at staten skulle pakke folkekirken ind i vat, så religiøsitet kunne begrænses til kirken. Men det modsatte er sket: Bibellæsning, sharia, overtro og meditation er i vækst. Konstruktionen med en statsstøttet folkekirke har ikke inddæmmet religiøsiteten, hvilket ellers er det eneste argument for en ordning, hvor staten – som ét af de eneste steder i den frie verden – understøtter en særreligion med skattekroner. Som i en diktaturstat i Mellemøsten eller Afrika er den danske stat og folkekirken viklet så tæt sammen i grundloven, at selv vores udemokratiske monark skal tilhøre ’den evangelisk-lutherske kirke’. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) begejstrede ganske vist mange pseudosekularister, da han i et indlæg her i Politiken skrev: »I fremtiden bør religion fylde mindst muligt i det offentlige rum«. Men ligesom Stauning ville han blot forsvare statsstøtten til folkekirken. Til Kristeligt Dagblad sagde han: »Kirken vil lide skade ved at blive skilt fra staten«. Og videre: »Det er en stærk overbevisning, jeg er nået frem til, og den er kun blevet styrket af det seneste halve år, vi har været igennem« – altså karikaturkrisen i 2006. STATUS ER desværre, at Muhammedtegningerne har haft den modsatte effekt af, hvad Jyllands-Posten officielt forsøgte at fremme: Ateismen er trængt i baggrunden til fordel for enten kristelig islamkritik eller islamistisk kristendomskritik. Begge dele bringer kun Danmark længere og længere væk fra de sekulære idealer, som mange engang troede ville vinde styrke i takt med affortryllelsen af det gamle traditionelle landbrugssamfund. Som en parafrasering af Stauning bør vi derfor sige stop nu: Slip fanden løs! Bryd båndet mellem staten og folkekirken. Det kan næppe blive meget værre. Men det vil helt sikkert tage lang tid, for som Trille sang til stor opstandelse i 1970: »Ham Gud er edderma’me svær at få smidt ud«.