DA DER jo alligevel ikke findes et autoritativt bud fra eksperterne på, hvordan finanskrisens konsekvenser vil folde sig ud, kan jeg lige så godt komme med mit.
Det er naturligvis groft forenklet, det identificerer kun nogle helt overordnede elementer, men til gengæld er det klart: Vi har haft en lang, sund og reel vækstperiode i verdensøkonomien. Oven i den positive globalisering og liberalisering er der så sket en problematisk udvikling i de sidste 10-15 år. I sin kerne består den i, at alle mulige former for aktiver i stigende grad er blevet prissat på basis af forventninger til fremtiden. Det er jo ikke galt i sig selv, men det har i praksis skabt en form for pyramidespil, hvor værdistigninger er begrundet i forventningen om yderligere værdistigninger uden et sikkert grundlag i afkast og ’basal’ værdi. Samtidig er det blevet en norm, at alle de penge, man takket være de store værdistigninger råder over, skal ud at arbejde, belånes så mange gange som muligt, for at sikre størst muligt afkast. Facit blev finansielle institutioner, der på baggrund af voksende værdiansættelser investerede eller lånte ud i et omfang, der var 25 til 50 gange større end de reserver, de havde til rådighed. Alt i alt en gigantisk boble af oppustede værdier, der er uendelig meget større end alle vores økonomis hverdagsstørrelser – BNP for eksempel. Island, hvor de tre store banker skyldte beløb, der var mange, mange gange større end landets samlede produktion (BNP), er et godt eksempel. Smøremidlet i det hele har naturligvis været de meget store penge, der er gået til at honorere alle dem, der med stor kreativitet pustede boblen større og større. FALDENDE HUSPRISER i USA og stigende inflation har nu væltet den enorme pyramide og udløst en tillidskrise. Men verdensøkonomiens hovedproblem er helt reelt: Et stort antal ikke milliarder, men tusinder af milliarder dollar, euro, pund etc. er forsvundet. Disse gigantiske tab sætter gang i en kaskade af konkurser og truende konkurser, der igen udløser kreditkrise, redningspakker, øget statsgæld, valutakriser, faldende vækst, store tab på aktiemarkederne, drastisk forringet forbrugertillid og en nu eskalerende arbejdsløshed. Hvordan vil det udvikle sig, og hvordan kan det ende? Grundlæggende er der kun to måder at tilpasse sig de enorme tab på, der har fundet sted (og stadig er under afdækning): Enten konstaterer, realiserer og afskriver vi tabene fuldt ud, hvilket er retfærdigt, men indebærer en meget stor nedgang i den økonomiske aktivitet, fordi alle sparer, og alle mulige projekter og investeringer opgives. Samtidig bliver kampen om at afsætte varer i en verden med stærkt skrumpende efterspørgsel benhård. Priserne falder, og vi får det ultimative mareridt, deflation. Det andet alternativ er, at vi for at undgå deflationskatastrofen pumper enorme pengesummer ud i økonomien for at kompensere for de forsvundne værdier (og reducere gælden). Det betyder inflation, fordi de penge, vi trykker og pumper ud, ikke modsvares af produktion. Stillet over for det voldsomt ubehagelige og ekstreme valg mellem to former for elendighed tror jeg, at de fleste økonomer vil være enige om, at inflation trods alt er det mindste onde. Det betyder nemlig ikke, at hjulene går i stå, og at vi samlet set producerer dramatisk meget mindre velstand, end vi kan, sådan som det sker i deflationsscenariet. Fordelen ved inflation er også, at vi har instrumenter til at kontrollere den. Når først deflationsrisikoen er afværget, og hjulene er i gang, kan centralbankerne sætte renten op, staterne kan begynde at balancere budgetterne, og vi kan få bugt med prisstigningerne igen. At komme ud af en deflation er en langt vanskeligere og – i produktionstab – langt mere kostbar affære. Risikoen for, at vi først får deflation og dernæst inflation, og at vi alle sammen bliver økonomisk rundbarberet i flere omgange undervejs, er til at få øje på. Og så ser jeg bort fra alle de mellemregninger, der hedder overskuds- og underskudslande, protektionisme og valutakriser og helt forkerte beslutninger. Vi står over for nogle spændende år.
