Dette halvårs tjekkiske EU-formandskab fik en flyvende start, da den tjekkiske kunstner og humørbombe David Cerný i sidste uge afslørede sit kunstværk ’Entropa’ i rådsbygningen i Bruxelles, hvor det er ophængt på en slags stillads i indgangshallen.
De 27 EU-lande får her hver og een et los i røven. Det har de så rigeligt fortjent, men må det være tilladt at spørge: På en skala fra 1 til 10, hvor morsomt er det, at Tyskland absolut skal have hagekorset smækket i synet hver gang, vi skal have det sjovt? Værket var et bestillingsarbejde fra den tjekkiske regering, men spasmageren Cerný har snydt på vægten. Han har ikke, som han lovede, samarbejdet med kunstnere fra de andre 26 EU-lande, men lavet det hele selv. Dannmark er fremstillet i legoklodser. Der skulle vistnok oprindelig have været en verdensberømt Kurt Westergaard-tegning skjult i bygningsværket. I så fald var den så superskjult, at Deres Signaturskriver aldrig fandt den, hverken før eller efter at der var flyttet om på klodserne. Måske varmine evner for fattige. Andre lande kan aflæses i forholdet 1 til 1: Frankrig er lig med strejke. Rumænien er en Dracula-forlystelsespark. Luxembourg er sat til salg. Italien er en fodboldbane. Belgien en æske fyldte chokolader. Bulgarien et ståtoilet. Grækenland een stor skovbrand. Hvis det er morsomt, må man misunde Cerný hans beskedenhed med hensyn til humor. LIDT MERE bid er der i fremstillingen af f.eks. Holland – et oversvømmet landskab, hvor kun minareterne stikker op over havoverfladen. Eller Polen, hvor nogle katolske præster rejser de homoseksuelles fane som i sin tid de amerikanske soldater Stars and Stripes på Iwo Jima. Eller værtslandet selv: en tv-skærm, hvor præsident Vaclav Klaus øser af sine økologi- og EU-fjendtlige budskaber. Det er bare ikke en fordom, men sørgelig virkelighed. Men med Tjekkiets naboland Tyskland er det, som om smilet stivner. Det tyske landkort er på kryds og tværs plastret til med motorveje, der i mere end påfaldende grad ligger som et lidt uredt hagekors. Det er bestemt en populær fordom, at tyskerne har svært ved at holde højre arm nede. Men den er så smagløs, at den er svær at more sig kosteligt over. DET HOLDT ganske rigtigt lidt hårdt i de første mange år efter krigen, men i dag må vi erkende, at Tyskland er det europæiske land, der suverænt har gjort mest effektivt op med sin totalitære fortid. Hitlertiden er et evigt diskussionsemne i uddannelsesinstitutioner, i medierne, i bøger, i film og i det offentlige landskab. Tyskland har som den eneste nation i verden lagt et gigantisk monument over sit folkemord klos op ad parlamentet, midt i sin hovedstad. Det soner ikke forbrydelsen, men det maner til eftertanke, som det også er hensigten. Der er nynazister i Tyskland. Men i sammenligning med de fleste andre europæiske lande har Tyskland, trods en betragtelig andel indvandrere, ingen udpræget fremmedfjendtlige politiske strømninger, og de, der måtte være, er ikke, som i mange andre lande, repræsenteret i parlamentet. Man kunne lege med den tanke, at Tyskland trak i samme nationaldragt, som så flittigt luftes, f.eks. af præsident Vaclav Klaus i Tjekkiet, af det kuldslåede Danmark, af antiabortlandet Irland, af polakkerne, for slet ikke at tale om af Storbritannien eller fremmedfjendske flertal i Holland og Frankrig, der først stemte nej til EU-traktaten. Eller at det var Tyskland, der sagde nej til euroen, fordi landet igen ville eksportere sine økonomiske problemer og sin ledighed til nabolandene eller igen konkurrere nådesløst på statsstøtte med mindre EU-lande. O.k., vi skal endelig fortsætte med at kritisere EU, ellers bliver det aldrig bedre. Men er det ikke også sådan, at vi andre kun tillader os selv at fremture i en uendelighed, fordi vi er trygt forvissede om, at Tyskland så nogenlunde holder kursen? Det må man sandelig håbe. Hvorfor skal det land stadig stemples med hagekorset – oven i købet i EU’s hovedkvarter?
