Julen står for døren.
Det betyder glæde for de fleste, frygt og bæven for de få. Og de få findes. Dem, der ikke ser frem til højtiden, ikke ser frem til en juleaften, hvor ungerne – endnu en gang – bliver skuffede, fordi pengene ikke er store nok til at købe de gaver, de ønsker sig. Og de fattige bliver flere og flere i Danmark. Ikke mindst blandt børnefamilierne. Mens der i 2002 var 50.000 danske børn, som voksede op i relativ fattigdom, er det tal i dag vokset til 59.000. Det viser ny statistik fra Statens Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), som SFI og Red Barnet offentliggjorde i sidste uge. Det er en markant stigning – og en skæbnesvanger stigning for de børn og forældre, det dækker over. For børnene er familiens slunkne pengepung nemlig ikke kun et spørgsmål om manglende materiel velstand. Fattige børn er mere ensomme, de lever mere i isolation fra deres kammerater, de kommer f.eks. ikke i fodboldklubben, fordi det koster penge, og de vil for alt i verden forsøge at skjule deres fattigdom for deres kammerater, fordi de skammer sig. Det er børn med underskud, der skammer sig i et samfund med overskud. Dét er da til at skamme sig over. HER OP TIL jul er der heldigvis en masse frivillige, som sætter alt ind på at give de fattige og udsatte børn en god jul. Under sloganer som »Pengene, eller vi synger!« og »Man kan ikke spise sig mæt i bibelcitater« rasler Frelsens Hær med både bøsser og tamburiner, og hjælpeorganisationer som Red Barnet og Børnenes Kontor er ligeledes meget aktive i julemåneden. Men de udsattes problemer er desværre ikke kun sæsonbestemte – og de er for store til at overlade til sociale entreprenører og frivillige alene. Det er således ikke bare den økonomiske ulighed, der stiger; uligheden inden for f.eks. uddannelse og sundhed bliver også mere og mere udtalt. Kontanthjælpsmodtagere drikker og ryger mere end andre medborgere – og lever derfor heller ikke så længe. Mens der i 2001 var 51,9 pct. rygere blandt arbejdsløse uden uddannelse, var tallet i 2005 steget til 56,3 pct. Og rygning kapper som bekendt 48 måneder af levetiden. NU SKULLE MAN jo tro, at fattigdom, udsatte grupper, ulighed inden for sundhedsforebyggelse og hjælp til fodboldkontingenter var temaer, som ville ligge en velfærdsminister på sinde. Men sådan forholder det sig ikke. Nej, slet ikke. For Karen Jespersen er der andre – vigtigere – ting i verden. Muslimer for eksempel. Og islamister. Og radikaliserede muslimske islamister. Og islamistiske muslimer. Vi taler vel at mærke om en minister – en af regeringens såkaldte ’superministre’ – hvor de tunge ressortområder nærmest står i kø: Alt fra ældrepolitik, børnepolitik, ungepolitik og handicappolitik til stort set al anden form for socialpolitik falder ind under velfærdsministerens politiske portefølje. En gennemgang af Karen Jespersens pressedækning i landets seks største dagblade gennem det seneste halve år tegner imidlertid et helt andet billede: Her handler det i mere end hver tredje artikel om muslimer, islamister og indvandrere. Til sammenligning handler det om vuggestuer, børnehaver og andre dagtilbud i mindre end hver tiende artikel. Og daginstitutionsområdet er vel at mærke en af ministerens mest markante pressedagsordener – altså næst (og langt) efter muslimerne. De fattige falder selvfølgelig helt udenfor. De bekymrer altså tilsyneladende ikke ministeren – i hvert fald ikke på en synderlig synlig måde. DET STORE spørgsmål er vel i grunden, hvorfor Karen Jespersen er landets velfærdsminister? Hvorfor ikke bare udnævne hende til integrationsminister med det samme? Det vil alligevel ikke føre til ændringer i udlændinge- og integrationspolitikken. Den har hun og Pia Kjærsgaard som bekendt allerede et fast, fælles tag om. Til gengæld kunne det være, at de grupper, som velfærdsministeren egentlig burde interessere sig for, ville få større opmærksomhed. Og hvem ved, måske ville de også få større livsmuligheder.
