Hans velærværdighed kong Abdallah af Saudi-Arabien havde i sidste weekend den godhed at udpege landets første kvindelige minister, Norah al-Faiz.
Det er unægtelig historisk. Godt nok skal hun være viceminister og alene for spørgsmål om uddannelse af kvinder. Men alligevel. Samtidig fandt Hans Majestæt det timeligt at udskifte chefen for det såkaldte religiøse politi – som holder øje med, at folk overholder bedetimerne, at de ikke forfalder til spiritus og usømmelighed. Den foretagsomme majestæt besluttede videre, nu han var i gang, at udskifte en af sit lands øverste præster – ham, der sidste år i en fatwa opfordrede til mord på de ansvarlige for umoralske tv-stationer. Og som om det ikke var nok for en god dags arbejde i det kongelige palads, udpegede kongen også nye dommere og udpegede nye medlemmer af majlis, Saudi-Arabiens udgave af et parlament eller folkelig forsamling. Joh, kong Abdallah er berømt for sin reformiver. Nu er det næppe forkert gættet, at Norah al-Faiz får en ministerbil med chauffør. Det skal være hende vel undt, om det så er en stor benzinslugende CO2-foragter. Men Saudi-Arabien bliver alligevel det første land, hvor en kvindelig minister ikke selv må køre bil. Norah al-Faiz må heller ikke rejse ud af landet uden sin mands tilladelse. Hun må som kvinde ikke drive forretning, hvor hun bringer sig i direkte kontakt med mænd. Hun må ikke selv bestemme, hvordan hun vil gå klædt. Og hun må ikke stemme til landets ’parlament’ – men o.k., dét må mænd heller ikke. De kongelige dekreter kaster således mindst lige så meget lys på majestætens egen magt – og misbrug af den. For det første: Udskiftningerne blandt de skriftlærde lader ingen tvivl om, at det akkurat er kongen, som beslutter, hvem der fortolker islam i Saudi-Arabien. Det er majestæten, som i sidste ende bestemmer, hvem der sidder i rådet af øverste skriftlærde – og dermed kongen, der fastsætter graden af ortodoksi. For det andet: Det er også Saud-kongen, som sidder med beslutningen, at kvinder ikke har frihed, at de ikke må køre, ikke må handle med mænd og ikke rejse frit. For ligesom kong Abdallah besluttede, at Norah al-Faiz skulle være viceminister, har han besluttet, at hun ikke skulle være rigtig minister og ikke nyde ligestilling som kvinde. Saud-familien møder alligevel en tåkrummende global underdanighed. Regeringer i øst og vest kræver gerne og rimeligvis, at diktatoren Mugabe skal stå til ansvar for sine gerninger i Zimbabwe.
Selv Putin kritiseres i pæne dele af verden og i hvert fald i medierne for sin russiske magtbrynde. Og Hugo Chavez’ manipulationer i Venezuela bliver mødt af åben international fortørnelse. Men kongen af Saudi-Arabien – uha, ham bukker og skraber vi for. Sidste weekends dekreter i Riyadh understreger dog, at det skyldes en aktiv beslutning fra kong Abdallah, at kvinder groft diskrimineres. At Saudi-Arabien lider under en grovkornet religiøs uforsonlighed. At landet skærer hænder af tyveknægte og hugger hovedet af andre forbrydere. Og at landet stadig ikke har et parlament. Det er ikke et historisk tilfælde – men en royal beslutning. I alle andre samfund forventer vi, at politiske ledere står til ansvar. Kun racisme eller ’kulturalisme’ vil forklare en accept af, at saudiarabere ikke kan stille deres magthaver til ansvar. Kong Abdallah, må vi minde om, er jo ikke en hellig mand, ikke en profet eller det, der ligner. Men han har faktisk – ene af alle i Saudi-Arabien – magt til at bringe sit land på højde med internationale normer for ligestilling, retssikkerhed, tolerance, frihed og forvaltning af politisk ansvar.
