Ord kan rent faktisk dræbe.
Det gælder især racistisk og religiøst betonet hadetale. Mordet på Europas jøder under nazismen er et eksempel på begge dele. Der kan altså være praktiske grunde til indskrænkninger i ytringsfriheden. F.eks. hvis den bruges som opfordring til racehad eller voldelige overgreb mod mindretal. Den slags må under visse omstændigheder forbydes, selv om ytringsfriheden i så tilfælde gradbøjes. Af den grund har flere lande i Europa, først og fremmest Tyskland og Østrig, forbudt hetz mod mindretal, ’folkehetz’, hedder det i Tyskland, og holocaustbenægtelse. Begge dele kan være forløbere for vold. I Tyskland er nynazistisk racisme en vedvarende trussel mod sorte medborgere. Der er områder i Østtyskland, hvor sorte risikerer livet ved at færdes. Den tidligere venstrefløjsterrorist og nuværende nynazist Horst Mahler har på ny fået en lang fængselsdom for sine racistiske tirader. Holocaustbenægteren og racisten David Irving sad i fængsel i Østrig. Den katolske biskop Richard Williamson vil blive fængslet, hvis han rejser til Tyskland, hvor han i oktober benægtede holocaust. NU TRÆKKER de fleste nok på skulderen ad Mahler, Irving og Williamson. De tre modtager ingen invitationer fra Dansk Folkeparti om at komme hertil for at slå et slag for ytringsfriheden. Med en mand som den hollandske parlamentariker Geert Wilders er det imidlertid en ganske anden snak. Aldrig så snart havde Storbritannien nægtet ham indrejse, før ytringsfrihedens forsvarere igen kom på banen. Så vidt det forstås, skal Wilders snart til Danmark. Så kan han passende fortælle os, hvorfor han ønsker Koranen forbudt og radikale muslimer udelukket fra Holland. Wilders lever under politibeskyttelse. Han gør radikalt op med islam i Holland, og i fjor lavede han en hæsblæsende kortfilm om Koranen, som han sammenligner med Hitlers ’Mein Kampf’. Den britiske afvisning af Wilders blev fremstillet som endnu et eksempel på, at muslimske voldstrusler mod vores ytringsfrihed nu igen har båret frugt. Et synspunkt skulle knægtes for ikke at genere muslimers aggressive følsomhed, forlød det. Den ansete britiske videnskabsmand og politiske aktivist Kenan Malik, der er en kendt forsvarer for ytringsfrihed, ligeret, fornuft og antiracisme, var målløs. Wilders skulle straffes – ikke for hvad han har gjort – men for, hvad andre kunne tænkes at gøre mod ham, sagde han. DET ER en misforståelse. Briterne kunne nok have beskyttet Wilders, hvis de ville. Myndighederne var mere bange for, hvad der kunne ske andre. I 2005 myrdede fanatiske muslimer 52 mennesker og sårede 700 i en række aktioner mod Londons kollektive transport. Indenrigsministeren var bange for social uro og vold. Hun betragter Wilders ytringer som hadetale. Malik kunne måske have påstået, at indrejseforbuddet var urimeligt, fordi Wilders’ ord, efter hans mening, ikke opfordrer til vold mod muslimer, men at de tværtimod ægger muslimer til overgreb på britiske borgere. Det er kun delvis rigtigt. Wilders’ uforsonlige had til muslimer kan nemlig også være med til at bekræfte fordomme, befæste ønsker om diskrimination og fremme en truende adfærd over for et religiøst mindretal. Hvis man er lodret uenig i den britiske afvisning af Wilders, åbner der sig store nye indsatsområder for ytringsfrihedens mest ihærdige forkæmpere. Alle lande sætter snævre grænser for, hvem de vil lukke ind. USA havde 368.000 mennesker på listen over ubudne gæster ved den kolde krigs afslutning. I 1980’erne kunne f.eks. Østrigs præsident og FN’s mangeårige generalsekretær Kurt Waldheim ikke rejse ind i USA på grund af sin nazistiske fortid. Listen er stadig lang. Siden selvmordsbomberne i London i 2005 har briterne nægtet 270 mennesker indrejse, alle med den begrundelse, at de var hadeprædikanter og dermed en fare for samfundet. Af disse var kun fire europæere. En af dem var Wilders. Skal de 266 ikke-europæere, læs muslimer, inviteres med på en kommende dansk konference om ytringsfrihed?
