Efter adskillige års medvind til tilhængerne af en fri, kapitalistisk markedsøkonomi er billedet vendt. Nu er det gyldne tider for dem, der taler for at kontrollere markedskræfterne og skrue op for reguleringen af finanssektoren. Momentet bliver udnyttet af politikere fra både højre og venstre. Om det er Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, eller Enhedslistens Frank Aaen, så lyder kravet om mere kontrol med kapitalismen. Med henvisning til panikken på Wall Street, bankkrak og rentestigninger er det fælles argument, at krisen er udtryk for et dysfunktionelt finanssystem. Ved første øjekast kunne det se ud, som om de har ret. Massevis af banker har opført sig helt uansvarligt. De har ikke haft styr på deres risici og har lånt penge ud til hvem som helst. En lang række kontrolmekanismer har svigtet fuldstændigt. Men hvad nu, hvis det seneste års turbulens på det globale finansmarked ikke er et udtryk for en syg finanssektor, men er et symptom på noget helt andet? Sådan lyder spørgsmålet fra en af verdens skarpeste økonomiske iagttagere, Michael Mandel, der er cheføkonom på det amerikanske magasin Business Week. Mandel mener, at finanskrisen blot afspejler, at den nuværende indretning af verdensøkonomien ikke er bæredygtig. Ifølge Mandel er de grundlæggende hovedstrømme i verdensøkonomien kommet så meget ud af balance, at der måtte komme en reaktion. Hans analyse tager udgangspunkt i, at verdensøkonomien de seneste 10 år har været bygget på tre hovedstrømme. For det første er der sket en storstilet udflytning af produktion til Asien. Samtidig med produktionsudflytningen er der blevet overført store mængder af viden om alt fra mobiltelefoner til biler, hvilket har øget produktiviteten og dermed levestandarden i de asiatiske udviklingslande ganske betydeligt. For det andet har der været en massiv strøm af varer til USA. Den amerikanske import har været gigantisk med det resultat, at levestandarden i USA er øget markant, samtidig med at produktionen og beskæftigelsen i resten af verden er vokset. For det tredje har resten af verden overført trillioner af kroner til USA i nærmest blind tillid til, at investeringer i amerikanske papirer var sikkerheden selv. Der er strømmet penge ind i USA af alskens kanaler med det resultat, at de amerikanske forbrugere har haft nærmest fri adgang til at låne penge. Og det har de gjort. I stor stil. Og tilsyneladende uden at tænke på, at pengene skulle betales tilbage igen. Og uden tænke på, at deres løn ikke steg i takt med deres låntagning. Michael Mandels beregninger viser, at de gennemsnitlige amerikanske lønninger er faldet hvert eneste år siden 2002 – blandt andet fordi lønniveauet er blevet presset af udflytning af produktion til de asiatiske lande. Og som de fleste ved: Man kan ikke tilbagebetale en stigende gæld, når ens løn falder. Et eller andet skal give sig. Det første, der gav sig, var det amerikanske marked for boliglån. Og siden har verdens investorer revurderet deres investeringsporteføljer og erkendt, at de glade vækstår var bygget på en fundamental ubalance i verdensøkonomien. Hvis Michael Mandels analyse er rigtig, så er den dårlige nyhed, at verdensøkonomien er mere syg end først antaget, og at genopretningen bliver langvarig. Den gode nyhed er, at overførslen af viden og produktion til de store asiatiske udviklingslande giver varige produktivitetsgevinster og varige stigninger i levestandarden i disse lande. En anden god nyhed er, at det globale finanssystem ikke er så sygt, som man kunne tro, og derfor heller ikke har det reparationsbehov, som mange mener. I stedet for at kaste sig ud i et kapløb om at regulere finanssektoren, bør politikerne bruge kræfterne på at stimulere økonomien og skabe en ny og holdbar indretning af verdensøkonomien, der ikke er bygget på amerikanske forbrugeres adgang til billige lån.