Hvorfor er menneskeheden religiøs, i den forstand at de fleste mener og altid har ment, at der er mere mellem himmel og jord, end det vi kan se, høre, måle og veje?
Spørgsmålet kan synes fjollet, i betragtning af, hvor universelt et fænomen religiøsitet er, og hvor sejlivede religionerne har vist sig at være. Men traditionens styrke og levedygtighed forklarer jo ikke, hvor den kommer fra, og hvorfor den opstod. De mest almindelige, ikke-religiøse forklaringer tager udgangspunkt i, hvordan mennesker i primitive samfund formodes at have været. De var bange for tordenvejret og for pludselig død, og derfor opfandt de både guder og dødsriget. Og så var der selvfølgelig en hel masse, de ikke kunne forklare – her var overnaturlighed en bekvem krykke. Forklaringerne er en anelse arrogante: Fortidens mennesker var jo ikke dummere, end vi er. De forstod deres omgivelser lige så godt, som vi gør - ja, snarere bedre, fordi alle den gang skulle kunne overleve på egne præmisser. Hvorfor troede de så for eksempel på andre former for liv end det jordiske, når alt levendes død – inklusive deres egen – har været særdeles nærværende og håndgribelig for dem? Fra at have et behov for at tro på noget helt usandsynligt og så rent faktisk at gøre det er der et stort spring. Det mysterium er jeg stødt på en forklaring på, som forekommer mig helt anderledes overbevisende end de traditionelle, mere eller mindre reduktionistiske og behovsbaserede. Forklaringen er formuleret som et svar på et meget mere konkret spørgsmål, end det jeg stiller ovenfor: Hvorfor malede vores forfædre – dem der er flest af, nemlig dem, der levede som jægere og samlere i stenaldersamfund, før de første store, landbrugscivilisationer opstod – de berømte hulemalerier, der er fundet så pragtfulde eksempler på i Nordspanien og Sydfrankrig? I en fremragende bog, ’The Mind in the Cave’, forsøger David Lewis-Williams at opstille en samlet forklaring. Han kombinerer arkæologi, etnologi, evolutionspsykologi og moderne hjerneforskning og når frem til, at billederne afspejler datidens menneskers forsøg på at komme i kontakt med en anden verden. Hulemalerierne er hverken kunst eller jagtinstrumenter. De er billeder af drømme og forsøg på at komme i kontakt med den anden verden, som drømme og hallucinationer fører mennesker ind i. Det er for eksempel derfor, at dyrene i hulerne synes at svæve frit i luften og aldrig optræder i et landskab. Og det er derfor, at mange af hulerne er dekoreret med geometriske linjer, der helt svarer til dem, mennesker ser den dag i dag i forbindelse med forskellige faser af vores drømme. Når vi mennesker fra tidernes morgen har været tilbøjelige til at tro på, at der findes en anden verden end den virkelige, er det altså ikke først og fremmest, fordi nogen har bildt os det ind, eller fordi vi har haft et behov for at tro det. Næh, det er, fordi vi som mennesker har haft en helt konkret erfaring for, at virkeligheden kunne være helt anderledes skruet sammen, når vi drømte. Her kunne alt muligt ske, der ikke skete i vågen tilstand, og oplevelserne her kunne være både uforståelige og helt genkendelige, men var under alle omstændigheder ofte ’magiske’ i den forstand, at de ikke var reguleret af naturlove og andre materielle begrænsninger. Drømmeoplevelserne har været lige så virkelige for stenaldermenneskene, som deres øvrige erfaringer – og nogle gange langt mere intense. Det er naturligvis ikke min – endsige David Lewis-Williams – påstand, at religion den dag i dag er et produkt af vores evne til at drømme eller afspejler erfaringer, vi har i søvne. I det øjeblik forestillingen om en eller flere andre verdner end den materielle er etableret, i det øjeblik at det overnaturlige er blevet troværdigt og gjort til genstand for social dyrkelse – som for eksempel i hulemalerierne – så får det sit eget liv, og der kan udvikles religiøse kategorier og traditioner, der intet har med drømmeverdenen at gøre. Men det virker ikke så lidt overbevisende, at det er, fordi vi som mennesker kan drømme, at vi oprindeligt har udviklet den tankegang, der gør os tilbøjelige til at tro på alt muligt, der ikke bygger på erfaringer fra vores vågne liv i den almindelige verden.
