Problemet er ikke, at de arabiske statschefer ikke samles regelmæssigt til topmøder for at diskutere fælles problemer, men at de i det hele taget mødes.
Det skete i sidste uge i Qatar, der ligger ved den bugt, iranerne kalder den persiske og araberne den arabiske. Imellem møderne er det muligt at opretholde illusionen om arabisk enhed. Møderne afslører den dybe splittelse, der kendetegner den arabiske verden, og som måske er dens største svaghed. Den underminerer arabisk international indflydelse, og den er en af grundene til den kroniske sociale og økonomiske underudvikling, der præger de fleste arabiske lande. Doha-mødet, der var indkaldt af den arabiske liga, der har 22 medlemmer, var planlagt til at vare to dage. Det blev afsluttet efter den første. Forklaringen kan man læse sig til i topmødets slutdokument, der kun indeholder én konkret udtalelse: en fordømmelse af den Internationale Krigsforbryderdomstols sigtelse mod Sudans præsident Omar Bashir. Den øvrige tekst var totalt uforpligtende. Intet tydede på, at de arabiske ledere var opmærksomme på, at der var kommet en ny mand i Det Hvide Hus, som ser det som sin opgave at indgå i en dialog med den arabiske og muslimske verden i et forsøg på at rette op på nogle af de skader, som otte års Bushregime har forvoldt. De arabiske ledere lod lejligheden til at komme med et udspil til USA gå fra sig. F.eks. i konflikten mellem de palæstinensiske bevægelser, det proamerikanske Fatah og Hamas, der er allieret med Iran. En forsoning mellem de to bevægelser er af afgørende betydning for en løsning på Palæstinakonflikten.
