To traditioner støder sammen i månedens kuwaitiske valgkamp: Enevælde og parlamentarisme.
Det er emiren, Sheik Sabah al-Ahmad al-Jabir al-Sabah, der har kaldt til valg – for syvende gang, siden internationale styrker befriede hans land fra irakisk besættelse i 1991. Befrielsen kom samtidig med Murens fald og Sovjetunionens opløsning, og emiren syntes dengang, at han (også) ville give demokrati en chance. Nu lægger emiren ikke skjul på, at han er godt træt af det lille parlament med 50 medlemmer, som holder til i Jørn Utzons fine parlamentsbygning på havnen i Kuwait By. Denne gang har han opløst parlamentet og kaldt til valg, fordi han ville beskytte sin premierminister mod parlamentets heftige kritik af korruption i regeringslederens kølvand. Men er det ikke et parlaments opgave – at lovgive og at holde øje med, at regeringen opfører sig ordentligt? Emiren har forsøgt at kombinere fortid og fremtid. Fremtiden fik en chance, da han i 1992 introducerede den arabiske golfkyst til frie politiske valg. Men emiren fastholdt fortiden og dens enevælde, da han beholdt retten til at opløse parlamentet og til at udpege regeringen, så emirfamilien stadig kan sidde tungt på posterne som premierminister, forsvarsminister og indenrigsminister. Og skønt Kuwait i dag formentlig er det frieste arabiske samfund ved golfen, tåler emiren nødig alt for skarp kritik. I sidste uge blev en af valgets kandidater, Khalifa al-Kharafi, arresteret, fordi han ifølge BBC anfægtede emirfamiliens evne til at regere den lille stat.
Ugen før fik emiren arresteret politikeren Daifallah Buramia, fordi han havde givet udtryk for, at forsvarsminister Jaber Mubarak al-Sabah, ikke er i stand til at blive en ordentlig regeringsleder. Den ene er blevet sendt for en sikkerhedsdomstol, den anden sigtet for at anfægte emirens ret. På lang sigt er der næppe anden udgang på de tilbagevendende kriser mellem parlamentet og emiren end, at emiren opgiver enevældet – også i praksis. På kort sigt kan kriserne, som også har vakt frustration i den kuwaitiske befolkning – og i parlamentet – friste emiren til at benytte sin fortsatte ret til helt at sende politikerne hjem og lade ideen om parlamentarisme hvile. Det vil dog næppe stoppe kritikken af korruption i den magthavende families rækker – og heller ikke kritik af, at Kuwait økonomisk set er overhalet af de endnu rigere Forenede Arabiske Emirater med Dubai og Abu Dhabi i spidsen. Og nok har Kuwaits parlament ikke fået adgang til den øverste konkrete magt, men det har i hvert fald tjent som lynafleder for sprængfarlige konflikter mellem emirfamilien & rivaliserende klaner, mellem magthavere & undersåtter og mellem staten & religiøse kritikere. Det er en lynafleder, som emiren har brug for. Emir Sabah har sørget for, at kvinder også kan stemme – hvilket dog ikke bragte nogen kvinde i parlamentet ved sidste valg. Men kun halvdelen af indbyggerne i det lille stenrige samfund har statsborgerskab.
