For alle ’strammerne’, der rent faktisk troede på, at strengere straffe og hårdere udlændingeregler ville rette op på et gammelt Danmark i opløsning, er det sikkert svært at erkende nederlaget nu.
Nemt kan det heller ikke være for alle de medløbere på venstrefløjen, der blev fanget af den oppiskede stemning og gradvist begyndte at råbe med i koret om konsekvens, hævn og straf. Dansk Folkeparti fortsætter blindt med nye krav om strengere straffe – senest i går med forslagene om stuearrest og udlændingekvoter. Kendsgerningen er blot, at de seneste syv års stramninger har været én lang politisk nedtur for ’strammerne’. Hvis VKO-blokken ønskede at stoppe tilstrømningen for i stedet at koncentrere sig om integrationen, har de seneste syv år været et dobbeltflop: Antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande er steget med 28 procent siden i 2001. Samtidig er problemerne med kulturelt isolerede parallelsamfund og unge utilpassede indvandrerdrenge bestemt ikke blevet løst. Tværtimod er de sociale og kulturelle skel blevet gravet dybere. Faktum er, at trods de systematiske forsøg på at forringe indrejsemuligheder og sociale rettigheder for udlændinge er ’tilstrømningen’ reelt fortsat, og tilmed i et højere tempo under VK-regeringen end i de sidste år under SR-regeringen tilbage i 1990’erne. Siden EF-domstolen tvang den danske regering til at rette ind sidste sommer, har selv Søren Krarup (DF) måttet erkende sit symbolske nederlag: »Vores udlændingelovgivning synes at ligge i ruiner, smadret af EF-domstol og EU-regler. Tilhængerne af fri indvandring og dermed af Danmarks forvandling til et multikulturelt og multietnisk område jubler,« som Krarup desillusioneret skrev før jul. Bedre er det heller ikke gået for strammernes anden mærkesag: den personfarlige voldskriminalitet. Siden de borgerlige tog over, er antallet af voldsforbrydelser steget med 30 procent. VKO-blokkens strammerkurs har bestemt ikke gjort gader og stræder mere trygge. Tværtimod. Mens den konservative Lene Espersen var justitsminister, blev straframmerne hævet, og politiet fik tilført flere og flere skattekroner. Men lige lidt hjalp det. Når det gælder bekæmpelsen af personfarlig kriminalitet, har VK-regeringen nok de ringeste resultater i Danmarkshistorien. Kombinationen af udlændingepolitik og hård kriminalitet er dog gået særlig galt for de borgerlige. Som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skrev i en mail til Peter Skaarup (DF) i forbindelse med stramningerne af den sidste bandepakke i rækken: »Du er naturligvis klar over, at det ikke har den store virkning«. De mest eftertænksomme i regeringsblokken har forstået, at skruen er strammet i bund – uden de ønskede resultater. Som en flok skrivebordsgeneraler har regeringstoppen sidde trygt på Slotsholmen og truffet signalpolitiske beslutninger, der desværre har virket stik modsat ude i virkeligheden: Rockere og indvandrerbander har reelt overtaget de bydele, hvor der er de lukrative markeder for hash, narko og prostitution, mens udenlandske kriminelle netværk også ekspanderer – trods VK-regeringens paroler om at ville være ’tough on crime’. De øgede ressourcer er gået til politi-bureaukrati. Ingen kan hævde, at oppositionen med garanti ville have klaret sig bedre. Forskellen er blot, at de borgerlige foregav at kunne rydde hurtigt op. De gik til valg på slogans om »tid til forandring« med valgplakter af kriminelle indvandrere. De borgerlige lovede, at deres kulturkamp mod de blødsødne og rundkredspædagogiske metoder ville have en prompte effekt. Men konsekvensen af den mere konsekvente kurs er udeblevet: Problemerne med social ghettoisering, nye parallelsamfund og bandevold er eksploderet. Hvis de, der håbede på effekten af strengere straffe, mente bekymringen for isolerede indvandrere og kriminelle unge alvorligt, må de derfor til at skifte kurs – og begynde også at overveje værdien af uddannelse, pædagogik og jobtræning. Det gælder ikke mindst Socialdemokraterne og SF, der efter at have kopieret VKO-blokkens værdipolitik forhåbentlig vender tilbage til virkeligheden, og snart begynder at tage problemerne mere alvorligt, end VK-regeringen har gjort i praksis.
