Lars Trier Mogensen: Indien er krystalkugle for Europa

»For første gang i Indine historie som fri nation tegner der sig et reelt regeringsalternativ uden om de to store traditionelt regeringsbærende partier«.
»For første gang i Indine historie som fri nation tegner der sig et reelt regeringsalternativ uden om de to store traditionelt regeringsbærende partier«.
Lyt til artiklen

For første gangi verdenshistorien er over halvdelen af klodens vælgere på vej i stemmeboksene: I dag stemmer de sidste af i alt 714 millioner registrerede vælgere i Indien.

Dagens valgrunde er kulminationen på en turbulent og farverig valgkamp, hvor 1.055 forskellige partier har kæmpet om 534 parlamentspladser ved 828.804 valgsteder. Og om tre uger kan op mod 400 millioner europæiske vælgere stemme til europaparlamentsvalget. Verdens to største valg indtræffer næsten samtidig – og har i hvert fald ét fællestræk: Små regionalistiske partier vinder frem på bekostning af fastlåste partiblokke. Globalisering fører ikke kun til ensretning. Tendensen er global. Øget samarbejde på tværs af grænser afføder verden over tilsyneladende trang til at positionere sig i forhold til hinanden. Spændingen i det forestående europaparlamentsvalg kredser omkring, hvorvidt de regionale og antieuropæiske partier går frem igen, eller om de to gamle blokke, Socialdemokraterne (PSE) og de borgerlige Kristendemokrater (EEP) holder stand. Samme mønster genfindes de få andre steder i verden, hvor demokratiet regerer. Med 22 officielle sprog er det igangværende valg til det indiske parlament, Lok Sabha, endnu mere broget og komplekst. Trods udbredt fattigdom og analfabetisme er valgdeltagelsen i det unge demokrati Indien højere end til Europaparlamentet. INDISK POLITIK er en ekstrem udgave af europæisk politik: De to store partier – det socialdemokratiske Kongresparti og det borgerlige hindu-nationalistiske parti Indisk Folkeparti (BJP) – kæmper her i dag, på den sidste valgdag ud af fem i den månedlange valgkamp, om at begrænse tabene. Overalt i Indien er små regionalistiske partier på fremmarch – i flere delstater med karismatiske kvinder i spidsen. For første gang i Indiens historie som fri nation tegner der sig et reelt regeringsalternativ uden om de to store og traditionelt regeringsbærende partier. En uhellig alliance under navnet Den Tredje Front – mellem kommunister, kasteløse, muslimer og diverse populister – kan foreløbig ikke enes om mere og andet end at bryde det duopol, som de to gamle partier har udøvet, på samme måde som socialdemokratierne og de store borgerlige partier har domineret politik i Europa. Men opportunisme kan forene alle. I Indien står de små partier ifølge prognoserne til at få over halvdelen af pladserne i parlamentet. Dette tværregionale samarbejde svarer til, at alle partier i Europaparlamentet, bortset fra socialdemokraterne og de borgerlige, gik sammen med deres i alt 36 procent af parlamentspladserne. Scenariet virker umiddelbart utænkeligt i Europa: Trods ofte enslydende kampagner vil Dansk Folkeparti og SF have svært ved at samarbejde. UDVIKLINGEN i Indien viser, at modviljen mod nogle få store integrationsivrige partier kan blive så intens, at nye parlamentariske alliancer opstår. Bagsiden af en »stadig snævrere union«, om det så er i Europa eller Indien, kan vise sig at blive en tiltagende politisk fragmentering – som en demokratisk reaktion mod i øvrigt velfungerende fællesskaber. Denne regionalpolitiske opsplitning minder om Babeltårnsmyten, hvor Gud ifølge 1. Mosebog forsøgte at sabotere menneskehedens hovmod: »Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden«. Samarbejde mellem forskellige kulturer og folkeslag er bøvlet. Hvis de små partier i Indien får held med at skubbe både Kongrespartiet og det hindu-nationalistiske BJP fra magten, vil det politiske puslespil i parlamentet blive totalt uforudsigeligt – ligesom det ville blive i Europaparlamentet, hvis italienske postfascister skulle arbejde sammen med svenske miljøaktivister og franske bondeoprørere. Alternativet til blokpolitik bliver næppe enkelt, men vil tage form som et parlamentarisk kaos af forvirring og kompromiser. Men sådan er demokrati i stor skala. Multikulturelle parlamenter – som i Delhi og Bruxelles – har en kompliceret dynamik. I en stadig mere sammenvævet verden findes der ikke en politisk ’one-size-fits-all’-model, som et klart flertal kan blive enige om. Heldigvis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her