Konservativ Ungdom opfordrer til at stemme nej til moderniseringen af tronfølgeloven med den begrundelse, at kongehuset skal forsvares som det, det er, en institution, der hæver sig over de principper, der ellers gælder i samfundet.

Radikal Ungdom mener, at man skal stemme blankt for at markere, at man på længere sigt ønsker kongehuset afskaffet, men ikke vil misforstås som modstander af ligestilling. Og min gode kollega Lars Trier Mogensen har på dette sted argumenteret for et nej med samme begrundelse som de konservative, bare spejlvendt: Kongehuset er et irrationelt brud på lighedsprincippet. Derfor bør det afskaffes. Samtidig breder bekymringen sig for, at forslaget vil falde, fordi stemmedeltagelsen bliver for lav. Når jeg ikke synes, der er grund til at svare på noget andet end det, der bliver spurgt om (de, der ikke vil stemme ja, vil jo stemme om kongehuset, ikke om tronfølgereglerne), er det i første række, fordi der ikke findes en republikansk bevægelse og dermed et republikansk alternativ i Danmark. Et massivt befolkningsflertal støtter kongehuset. Men hvorfor ikke ændre på det, vil kollega Lars og de unge radikale så spørge? Var det ikke på tide at afskaffe noget så besynderligt som arveretten til posten som statsoverhoved i Danmark? DET ER uafviseligt, at monarkiet har sine rødder i en ikkedemokratisk fortid. Og det er uafviseligt, at kongehusets særstatus er et brud på almindelige lighedsprincipper. De to argumenter besvarer imidlertid langt fra de ganske store politiske spørgsmål, som en afskaffelse af monarkiet ville rejse. Skal det nye statsoverhoved for eksempel have politisk magt? Det kan blive svært at undgå, hvis vedkommende skal vælges ved et direkte valg, sådan som de unge radikale vist forestiller sig. Men det ville være en fundamental ændring af vores politiske system og en alvorlig svækkelse af parlamentarismen. Den kan naturligvis ikke bare argumenteres igennem med henvisning til monarkiets prædemokratiske oprindelse. Ønsker vi franske, eller bare finske, tilstande og, i så fald, hvorfor? Hvad så med en rent ceremoniel præsident? Når det gælder synlighed, markedsføringsværdi for landet og symbolsk sammenhængskraft, vil præsidentembedet efter al erfaring være ringere. Så er der det biologiske lotteri. Her lever kongehuset livet farligt. Omvendt er der så meget på spil for kongefamilien – modsat en tidsbegrænset præsident – at det ikke er indlysende, at risikoen for personlig misligholdelse af et ceremonielt embede er mindre under en republik. Der korte af det lange er, at de, der – mod alle odds – vil gøre afstemningen om tronfølgereglerne til en afstemning for og imod monarkiet, skylder os en langt bedre argumentation for alternativet, end hvad vi hidtil har set. Hvor stor en gevinst for folkestyret ville det være, hvis Thor Pedersen var præsident? DET VIRKELIGE problem med afstemningen om tronfølgeloven er, at man har ulejliget os med så lidt. Vi har en af Europas ringeste grundlove, både når det gælder beskrivelsen af demokratiets bærende principper, beskyttelsen af borgernes rettigheder og samspillet med det internationale samfund. Alligevel har VKO insisteret på, at vi skal stemme om så lille et hjørne af de regler, som det kræver den tunge folkeafstemningsprocedure i grundlovens paragraf 88 at ændre, at der er en reel risiko for, at det ikke kan mobilisere 40 procent af befolkningens positive interesse. Det er den virkelige politiske skandale. Det lugter langt væk af vælgerforagt. Man troede åbenbart, at et glamourspørgsmål som royal ligestilling ville sikre en større stemmedeltagelse til europavalget. I stedet for at løfte de to reelle politiske udfordringer, der ellers ligger lige for: at give vælgerne mulighed for at beslutte en modernisering af folkestyret via en grundlovsreform. Og at få forklaret, hvor stor politisk magt vi for længst har givet Europaparlamentet, uanset om vi går hen og stemmer 7 juni eller ej.