Hvis Afghanistan skal slippe af med sin altødelæggende korruption, skal det komme oppefra.
Udvikling skal komme nedefra. Og hjælp skal komme udefra. Men både den afghanske præsident og det internationale samfund svigter. Præsident Karzai er omgivet af korruption. Og det internationale samfund har ladet sig opsluge af krigen i Helmand og andre provinser på grænsen til Pakistan. Begge parter er lammet af en krig, der ikke vil stoppe, og en udvikling, der ikke får lov at begynde. Men hele Afghanistan er ikke som Helmand. I provinser som Herat døjer man godt nok også med krigsherrer og klanledere og narkosmugling og såmænd også med Taleban, men afghanerne er ivrige efter at opbygge deres land. Kræver mere end snak Skolerne i Herat kører i to- og treholdsskift, fordi afghanerne er ivrige efter at sikre deres børn en fremtid, både drenge og piger. Det kræver ikke flere tropper, men flere ngo’er. Ikke flere sandsække, men flere brønde. Ikke flere militære baser, men flere skoler, klinikker og tillid til, at den afghanske regering og udlændingene står fast – for afghanernes skyld. Her er fattigt og svedende varmt på denne tid. Og netop hér burde alverdens regeringer og ngo’er stå i kø for at vise afghanerne, at vi ikke alene kommer for at vinde en krig, men for at sikre fred. Men der er ingen kø. Afghanerne er seje. Hvis de skal tro på præsident Karzai og på omverdenens gode vilje, kræver det dog mere end snak fra præsidenten og fra os. Karzai overbeviser ikke om sin vilje til at bekæmpe korruption, når han lader sin egen bror fedte ind i narkoproduktion og lader toppolitikere tage imod bestikkelse. Afghanerne vil heller ikke stole på omverdenen, hvis de kun ser ’hvide næser’ i uniform og pansrede køretøjer. Krigen skal formentlig vindes i Helmand. Men freden skal vindes i provinser som Herat, hvor det er konkret muligt at oprette sundhedsklinikker, bygge skoler, grave brønde og bringe flygtninge hjem til en sikker tilværelse. Det er ikke kun et spørgsmål om kroner og øre. Afghanere er suveræne til at lytte til vinden og til at høre græsset gro. De kender ikke omverdenens budgetter, men de gennemskuer bedre end os balancen mellem militær og civil hjælp. Taleban gør sig parat Folk i Herat ved, at USA og andre krigsførende lande som Danmark er på vej til et større opgør med Talebanbevægelsen i Helmand. De ved også bedre end nogen, at Taleban gør sig parat. Og de ved, at Pakistan forbereder sin egen krig mod Taleban på den anden side af grænsen. I en bedre verden ville Taleban måske lægge sine våben, eller de internationale styrker måske rejse hjem. Men dette er Afghanistans verden. Her er to muligheder. Den ene er, at Talebanbevægelsen bliver nedkæmpet og dens militsfolk i stort tal slået ihjel, så freden rykker mod syd. Den anden er, at talebanerne bruger natten og sommeren til at liste mod nord. Og så kan krigen i Helmand snart også blive Herats problem. Både Karzai og det internationale samfund skal derfor rubbe neglene for at vise Herat, at de har et bedre tilbud til Afghanistan end Taleban. Det kræver, at Herat får verdens kærlighed at føle. Der er næppe nogen provins i det krigshærgede, gigantiske land, der ligesom Herat er parat til at tage imod. Men selv hér gemmer de fleste udlændinge sig bag sandsække og formaninger om at gå i skjul.
