Mahmoud Ahmadinejad – Irans præsident, men næppe dets egentlige magthaver – ville ønske, at opstanden i Teheran var USA’s skyld. Men sandt at sige er opstanden kommet ikke så lidt på tværs af præsident Obama, som netop havde planlagt at forhandle med Iran. Begge blev taget med bukserne nede. Hverken Obama eller Ahmadinejad og hans bagmænd havde ventet, at fusk ved valget i Teheran kunne udløse en veritabel intifada i Teherans gader. Når alt kommer til alt: Det er ikke første gang, at ’valg’ i Iran har været ramt af fusk. Valgene bygger ret beset på en illusion, fordi præstestyret bestemmer, hvem der overhovedet må stille op. Og præsterne har før fusket med stemmetallet. Det er heller ikke nyt, at revolutionsgarden og bøllekorpset Basij bruger vold til at holde iranerne nede og til at standse systemkritikere. Det har været iranernes hverdag i 30 år. Dobbelt dilemma Men Ahmadinejad lever af en nationalisme, som fandt mere gehør, mens USA’s tidligere præsident George W. Bush talte om Iran som en del af »ondskabens akse« og om behovet for »regimeskifte« i landet.
Ahmadinejad trivedes under USA’s pres og har reelt oplevet voksende tilslutning til Irans atomprogram, fordi de færreste iranere bryder sig om, at omverdenen skal bestemme deres skæbne eller undervurdere deres stormagtsstatus i Mellemøsten. Barack Obama blev straks efter præsidentvalget en torn i øjet på Ahmadinejad, fordi den amerikanske leder tilbød Iran forhandlinger. Formentlig er det, hvad de fleste iranere ønsker – deres samfund er et af de mest Vestvenlige i Mellemøsten – men ikke Ahmadinejads drøm. Nu er både Obama og Ahmadinejad og hans bagmænd sat i et grimt dilemma ved den blodige opstand i Teheran. Ahmadinejad og hans bagmænd er afsløret som manipulatorer og undertrykkere i et system uden folkelig legitimitet. Det er ikke nyt. Men det er nu dokumenteret og illustreret ved billederne af den brutale nedslagtning af demonstrerende iranere i Teheran. Og Obama står tilbage som manden, der så gerne ville forhandle med Ahmadinejad. Det kan der stadig være alle mulige pragmatiske argumenter for at gøre. Regeringer må nu engang forhandle med regeringer. Men det er ikke blevet lettere at give Ahmadinejad politisk kredit. Svær at ignorere Obama og andre internationale ledere står tilbage med en anden hovedpine.
