Kast dog et blik på Center for Politiske Studier – Cepos. Det er det råd, man må give til dem, der stadig tvivler på, om det kan betale sig at investere i en politisk tænketank i Danmark.
Den borgerlige tænketank Cepos er nemlig drømmeeksemplet på, hvor meget politik man kan få ud af at ansætte et hold analytikere, placere dem i et fælles lokale med computere, borde og stole – og så sige til dem: Nu skal I lave troværdige analyser og undersøgelser, der kan sætte dagsordener og trække Danmark i en mere liberalistisk retning. Allerede på de første 150 dage blev Cepos citeret mere end 300 gange i danske medier, og instituttets 25 chefjurister, cheføkonomer, direktører, forskningschefer m.fl. har siden sat masser af dagsordener i forhold til både juridiske, sociologiske, etiske og økonomiske problemstillinger. Succesen handler om faglig dygtighed og om forståelse for mediernes behov. Men også om en strategisk genistreg i selve konceptet. Det originale er nemlig, at Cepos-folkene ikke bare formår at sætte borgerlige dagsordener, men også skoser Løkkeregeringen for ikke at være højredrejet nok. Og det sidste er en ubetalelig reklame for en regering, som netop ønsker at fremstå som midterorienteret og ’halvsocialdemokratisk’ i vælgernes øjne. Regeringen må elske folkene i Landgreven 3 i København. De er alle pengene værd. Oppositionen har brug for nytænkning Derfor ville det da også være oplagt, at Cepos allerede havde dannet skole og fået et modspil fra mindst én stærk tænketank til venstre for midten. Men det er ikke sket. O.k., en flok engagerede og dygtige mennesker har for nylig dannet Cevea, men her taler vi om et græsrodsinitiativ, som aldrig vil kunne hamle op med den borgerlige satsning. Forskellen handler ikke bare om koncept, men også om matematik. Da Cepos åbnede i 2005, havde den 5 millioner kroner på kontoen – Cevea’s startbudget er en tiendedel. Og mens Cepos trækker på mange kapaciteter, bygger Cevea stadig på frivillige. Godt nok er det proklameret, at der kommer personer på lønningslisten efter sommerferien, men det ændrer ikke ved, at Danmark mangler en tænketank til venstre for midten, der har pondus, penge i ryggen og forholder sig til den brede vifte af sociologiske, sociale, etiske og økonomiske problemstillinger i velfærdssamfundet. Den rolle udfyldes heller ikke af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som består af dygtige økonomer – men som først og fremmest er, ja, fagøkonomer i den snævre betydning. Men hvorfor har man ikke fået fingeren ud til venstre for midten? Handler det om, at der ikke er brug for en ny tænketank uden for regeringen? Tværtimod. Alene dét forhold at den borgerlige regering ud over den samlede danske embedsmandsstand nu har Cepos til sin rådighed, når der skal laves hårdtslående analyser, burde i sig selv være et stærkt demokratisk balanceargument for oprustning af analysekraften til venstre. Hertil kommer, at centrum-venstre-projektet og hele dagsordensmaskinen i oppositionen står med et skrigende behov for mere indhold på motoren. Tænketank kan være vejen ud af den kreative krise Siden ’den tredje vej’ i 1990’erne og valgnederlaget i 2001 har centrum-venstre befundet sig i en kreativ krise, når det gælder udviklingen af nye fængende ideer og om at finde melodien. Og håbet om, at ydre omstændigheder – Anders Foghs exit, Obamas valgsejr og en økonomisk krise – ville ændre momentum, er foreløbig også bristet.
