Palæstinensere, der bor i Nablus, kan nu køre til Ramallah, det palæstinensiske selvstyres hovedsæde, på mindre end en time. Det kan de takke præsident Barack Obama for. Det lyder måske ikke af så meget i betragtning af den korte afstand mellem de to byer, men set fra nablusiernes synspunkt er der tale om en klar forbedring af deres livsbetingelser.
Syge kan hurtigt komme på hospitalet, og tomater og druer kan nå markeder i Ramallah i frisk tilstand. Indtil for blot et par måneder siden kunne turen vare en hel dag, afhængigt af hvor strengt de israelske soldater ved vejspærringerne optrådte. Hvis sikkerhedstjenesten havde mistanke om en forestående terroraktion, blev både varer og mennesker afvist. Nedlæggelsen af vejspærringerne er resultatet af diskrete, men bestemte amerikanske henvendelser til de israelske myndigheder og et led i Obamas forsøg på at sparke fredsprocessen i Mellemøsten i gang. Obama har satset sin personlige og USA’s prestige på dette projekt, som omfatter en israelsk-palæstinensisk fred og oprettelsen af en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem som optakt til en israelsk-syrisk fred, der også vil skabe fred mellem Israel og Libanon. Næste år skal der være midtvejsvalg i USA, og Obama må nødvendigvis kunne påvise resultater i Mellemøsten. DET, VI oplever, er kun forspillet, men der er næppe tvivl om, at Obama ikke vil erkende, at også han er kommet til kort over for det israelsk-palæstinensiske problem, før han har udnyttet alle de muligheder for at gennemtvinge en løsning, som er i USA’s magt. Israel er hovedproblemet. Palæstinensernes krav er som udgangspunkt for forhandlinger rimelige. Den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, der er overordnet den palæstinensiske regering, anerkendte allerede i 1988 Israel inden for den såkaldte grønne linje, hvor den første krig i 1948/49 sluttede. De forlanger, at en palæstinensisk stat skal omfatte de resterende 22 pct. af Palæstina med en hovedstad i Østjerusalem. De ikke-officielle forhandlinger mellem den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og Israels daværende ministerpræsident Ehud Olmert blev afbrudt i utide, men de viste, at der var grundlag for et kompromis, ikke mindst på det afgørende territoriale spørgsmål. Problemet er Netanyahu og hans vakkelvorne regering af nationale romantikere, især af russisk herkomst og messianske religiøse, der tror, at Gud står over Obama. INDTIL VIDERE forsøger USA med det gode. En lind strøm af amerikanske toppolitikere og topembedsmænd, alle med upåklagelige akkreditiver som venner af Israel, passerer i disse uger Jerusalem med et enslydende budskab. USA’s præsident vil kun Israels bedste – fred. Han vil sætte pris på jeres samarbejde. ’Helpful’ er det ord, der går igen. Det er som nævnt kun forspillet. Bag fløjlshandsken, bag ’soft power’-offensiven, lurer muligheden for skrappere metoder. Obama foretrækker, at israelerne og palæstinenserne ved egen hjælp kommer til fornuft og bliver enige om fredens vilkår. Hvis dette viser sig at være umuligt, vil Washington forelægge en detaljeret fredsplan, og hvis parterne ikke accepterer den, vil USA formodentlig forsøge at få den pålagt parterne i form af en Sikkerhedsrådsresolution. Nedlæggelsen af vejspærringerne mellem Nablus og Ramallah samt talrige andre israelske indrømmelser, bl.a. byggeprojekter i Østjerusalem, der er blevet lagt på hylden, er et led i Netanyahus elastiske tilbagetog. Han forstiller overraskelse over de amerikanske krav. »Under mit besøg i Det Hvide Hus sagde jeg til præsident Obama, at Jerusalem er Israels suveræne hovedstad, og at jeg ikke kan acceptere nogen begrænsning af vor handlefrihed i Jerusalem«, erklærede Netanyahu i regeringen. Dette er ingen win-win-situation. Enten må præsident Obama se sin fallit i øjnene eller også må Netanyahu. Kun én ting kan redde hans regering, og det er et blodigt, palæstinensisk terrorangreb eller israelske fanatikeres sabotage mod Omar-helligdommen på Tempelbjerget i Jerusalem.
