En af disse dages store historier i Frankrig handler om noget så kedsommeligt som EU.
Temaet er – som næsten altid i unionen – penge, og det underliggende tema er en blanding af administrativ inkompetence, politisk uansvarlighed og regulær svindel. Med andre ord: business as usual. Den nye skandale, som fylder godt i den franske presse, kommer på et meget dårligt tidspunkt. Med en stemmedeltagelse på under 50 pct. ved valget til EU-parlamentet i juni gav europæerne endnu en gang udtryk for deres manglende entusiasme for projektet, og det risikerer at blive endnu værre. På mange måder gør de europæiske ledere nemlig alt, hvad de kan, for at bringe det unikke EU-projekt i miskredit. I al korthed drejer den aktuelle og ekstremt komplicerede sag sig om, at EU-kommissionen med landbrugskommissær Mariann Fischer Boel i spidsen forlanger, at franske landmænd betaler et gigantisk beløb tilbage, som de – ifølge kommissionen – uretmæssigt har modtaget for flere år siden. Den franske regering indrømmer, at der er eller var et problem. Men sagen er, at pengene er brugt, og flere af de dengang glade modtagere af pengene er afgået ved døden. Ingen bortset fra en stribe topfunktionærer i Bruxelles forstår sagen, men for borgerne står ét indtryk tilbage: at pengene fosser ud af EU-kasserne og dermed deres egne lommer, og at politik i Bruxelles er lig med primitive studehandler pakket ind i et inferno af bureaukrati og komplicerede regler. Sagen bidrager ikke til at højne EU’s anseelse hos franskmændene, der ligesom hollænderne stemte nej til Lissabon-traktaten i 2005. Men unionens i forvejen ramponerede image risikerer endnu flere slag i de kommende uger. EU-parlamentet skal f.eks. godkende eller forkaste den nuværende kommissionsformand, Jose Manuel Barroso, der med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) ord har vist sig at være uduelig og inkompetent. Den portugisiske kommissionsformand, der blev udpeget i 2004 i mangel af enighed om mere kompetente kandidater, var flere uger om at reagere på finanskrisen i efteråret. »Når han taler med De Grønne, er han grøn. Til møde med de liberale er han liberal, og sammen med socialdemokraterne er han nærmest socialist«, lød den hånlige karakteristik af ham fra De Grønnes leder i EU-parlamentet, Daniel Cohn-Bendit, under EU-parlamentets samling sidste måned i Strasbourg. Det samme siger borgerlige og socialdemokratiske politikere udenfor citat – men alligevel risikerer 500 millioner EU-borgere at skulle trækkes med portugiseren flere år endnu. I givet fald bliver det Barroso med sin totale mangel på gennemslagskraft, der som en af hovedpersonerne skal føre EU igennem et nyt kapitel. I oktober skal irerne nemlig stemme ja eller nej til Lissabon-traktaten, og et ja betyder et nyt EU med en udvidet miljøpolitik, øget indflydelse til EU-parlamentet, mere effektiv lovgivning, oprettelse af en europæisk udenrigstjeneste med en ’udenrigsminister’ i spidsen og udpegelse af en ’præsident’. Det er store fremskridt. Men alligevel kan man frygte det værste. En af kandidaterne til posten som ’præsident’ er et politisk ringvrag som den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der blev jaget fra magten af sit eget parti, og som til evig tid vil blive husket som tidligere præsident George W. Bushs ukritiske rygklapper. Gennemførelsen af de kommende års store reformer kommer også til at ske i form af magtkampe, indgåelse af hellige og uhellige alliancer og studehandler af enhver slags. Sådan er spillet. Men det vil være glædeligt, hvis de folkevalgte i EU-parlamentet blander sig, fremsætter forslag og fungerer som vagthunde. Det er faktisk det, vi valgte dem til – de få tosser som undertegnede, der gad at stemme.
