En politik bygget på bluff har en begrænset levetid.
På et tidspunkt, når det viser sig, at der ikke er substans bag politikken vil bluffet blive afsløret. Der er tre hovedparter i konflikten omkring de iranske atomeksperimenter: USA, Israel og Iran. De to bluffer, fordi de ikke aner deres levende råd. Den tredje er Iran. Både USA og Israel har erklæret, at de ikke kan acceptere, at Iran bliver atombevæbnet, men indtil videre har kæp og gulerods-diplomatiet ikke gjort indtryk på Teheran. George W. Bush truede indirekte Iran med krig. Præsident Obama tog den mulighed af bordet, strakte hånden ud til forhandling, lykønskede iranerne i anledning af deres nytår, men blev mødt med afvisning. Medens iranerne ufortrødent fortsætter med at berige uranium, forsøger Obama at vinde tid. Han har ikke givet iranerne et ultimatum, en deadline, blot erklæret, at det er USA’s ønske, at Iran inden september ophører med at berige uranium. Til december vil USA tage situationen op til vurdering Hvis Iran ikke viser sig medgørlig, vil Washington gå til Sikkerhedsrådet og foreslå nye sanktioner, der ville forkrøble Irans økonomi, hvis de blev vedtaget. Rusland og Kina vil atter udvande resolutionens ordlyd i en sådan udstrækning, at den preller af på Iran. Forhandlingerne i Sikkerhedsrådet vil tage tid, og tid er netop det, Iran har mest brug for. Obama har med denne tidsplan, september og december, ønsket at advare iranerne om, at uret tikker, men han tør ikke sætte uret til at vække på et bestemt tidspunkt. Ved at tage Bushs indirekte trusler om krig af bordet har han overladt initiativet til præsident Ahmadinejad og den øverste leder, Khamenei. Hans septemberdato er bluff, blot et fromt ønske. Og truslen om, at USA til december vil overveje situationen, er udtryk for, at Washington ønsker at vinde tid. I sin kvide har Obama indledt et dobbeltspil med Israel. Hensigten er at skabe usikkerhed i fjendens lejr ved hjælp af antydninger af, at det måske ikke er muligt for Washington at forhindre Israel i at handle på egen hånd. Israel udsender for tiden blandede signaler. På den ene side beroliger de officielle talsmænd befolkningen med forsikringer om, at Iran ikke udgør en fare for Israels eksistens, bl.a. fordi et iransk atomangreb vil blive gengældt i et sådant omfang, at Iran vil blive lagt øde. Civilforsvarseksperter understreger, at en bombe i Tel Avivs centrum kun vil kræve 25.000 dødsofre, hvilket ikke vil resultere i Israels undergang. Den israelske militærcensur tillader rapporter om, at israelske undervandsbåde, der kan være atombevæbnede, og missilbevæbnede fartøjer er sejlet gennem Suezkanalen på vej mod ukendte mål. Og amerikanske kilder bekræfter, at israelske fly øver sammen med det amerikanske luftvåben i at påfylde brændstof i luften, hvilket er nødvendigt, hvis de skal kunne tilbagelægge distancen til og fra Iran. Der er tale om et dobbeltbluff. USA har forbudt Israel at angribe Irans atominstallationer, bl.a. fordi et angreb vil blive opfattet som en amerikansk krig ved stedfortræder med alle de uoverskuelige politiske konsekvenser, det vil få for USA’s position som supermagt. Ikke mindst hvis et angreb mislykkes. Det andet bluff er, at Israel vil trodse det amerikanske forbud og går sine egne veje. Et brud med USA’s præsident, med de konsekvenser, det vil have for USA’s internationale omdømme, vil være farligere for Israels sikkerhed end den risiko, der teoretisk set kan være forbundet med et iransk atombombeangreb. USA bluffer, fordi det ikke tør gå på tværs af USA, der er garanten for dets sikkerhed, og fordi Israels ’second strike capacity’, dets mulighed for at rette et ødelæggende tilbageslag, i fald det bliver angrebet, er dets mest effektive forsvar. Ahmadinejad afviste Obamas fremstrakte hånd. Det er ikke ensbetydende med, at den konflikt mellem de to lande, der har varet i 30 år, nødvendigvis er uløselig. Forhandlingerne vil begynde, den dag Iran vil kunne høste fordel af dem, ikke før; når Iran har gennemført den første prøvesprængning, og blufferiet vil blive afløst af realitetsdrøftelse vedrørende Irans position som regional medspiller.
