Ansvarsforflygtigelsen er det mest forstemmende i sagen om burkaer, men også i spørgsmålet om hash og Muhammedtegninger. Vi tror, at hvis vi bare ringer til politiet, klarer strømerne resten. Nej, det gør strømerne ikke. Der sælges igen hash i Pusher Street på Christiania og alle vegne, selvom Københavns Politi fik gaden ryddet forrige år. Der vil stadig blive båret burkaer, også et par stykker i Danmark, selvom de konservative vil ha’ det forbudt. Og profeten vil stadig blive tegnet og somme tider gjort til grin, selvom Saudi-Arabien og De Islamiske Landes Konferenceorganisation, IOC, vil have det forbudt. Hvorfor alle disse forbud? Hvorfor bede staten takle problemer, som hører hjemme hos os selv? Det er ikke et lovproblem Hash er en dårlig idé. Nogle sklerosepatienter kan have glæde af det. Men det er ødelæggende for studier og koncentration. Det kan trigge sindslidelser. Alligevel er lovforbuddet ren facade for et misbrug, som unge dyrker, forældre og samfund ignorerer og medier har en tendens til at glorificere. Man beder rygere gå udenfor, men accepterer hashrygning i klubben og i festligt lag. Det er ikke alene farligt. Det er ufatteligt. Og det er utænkeligt, at vi kan få politiet til at standse hash, hvis vi selv byder det velkommen. Burka er også en dårlig idé, hvis den heldækkende dragt er et resultat af samfunds eller mænds tvang. I lande som Afghanistan og Saudi-Arabien er burkaer og niqab’er ikke udtryk for frihed, kun for regulær tvang. Og alternativet er forbudt. Men hvis kvinden hævder at have det bedst i skjul, må det være et moralsk eller æstetisk spørgsmål, ikke et lovproblem. Global censur Ret beset er det i vores samfund allerede forbudt at benytte tvang over for et medmenneske, så den kvinde, der føler sig udsat for overgreb, kan allerede ringe til politiet, hvis manden bliver grov i sine krav til hendes påklædning.
Hvis vi per definition forbyder kvinder at klæde sig, som de vil, har vi ikke alene begrænset deres frihed, men også afsluttet samtalen og opgivet at overbevise dem med andet end paragraffernes vold. Fornærmelse af andre mennesker er vel også en dårlig idé som hensigt. Fornærmelser vil i hvert fald sjældent være et godt oplæg til en samtale, snarere til at afbryde enhver forståelse eller dialog. Men derfra til at udstikke forbud mod fornærmende tegninger er der immervæk et stykke. Vi kan forbyde opfordringer til vold. Efter holocaust, Rwanda og Balkan er der også gode argumenter for at forbyde systematiseret ringeagt mod særlige mindretal på grund af deres baggrund. I vores land har ’god tone’ – omstridt i dag – dog i stor udstrækning heldigvis gjort brugen af dette lovforbud unødvendigt. Men forbud mod tegninger, der ikke udtrykker hatespeech? IOC forsøger ligefrem at presse et dansk galleri til at standse en udstilling af tegneren Kurt Westergaard. Et forsøg på indførelse af global censur per dekret. Problemet starter ved middagsbordet I alle tre sager starter problemet derhjemme ved middagsbordet. Ignorerer vi hash eller lægger vi afstand til det?
