Venstrefløjspolitikerne i Danmark burde være de første til at forstå, hvorfor selv grønne demokrater i USA er skeptiske over for en afløser til Kyotoprotokollen. Den afgørende modstand handler nemlig ikke om CO2-reduktionsmål eller klimakvoter, men om noget så basalt som national selvbestemmelse. Kyotoprotokollen fra 1997 er et internationalt juridisk kompleks, der forpligter 184 lande til at reducere udledningen af drivhusgasser.
At stort set ingen lande endnu har indfriet deres forpligtelser, ændrer ikke på, at Kyotoprotokollen er en global aftale, der per definition indskrænker de enkelte landes politiske manøvrerum. Aftalen flytter magt væk fra de nationale parlamenter – op på globalt plan. Hvis det skal lykkes at opgradere den gamle aftale til en såkaldt Kyoto II på klimatopmødet i København, kræver det, at politikere fra hele verden kan enes om at afgive suverænitet til hinanden – på et så strategisk vigtigt område som energi. Det svarer til at skulle løse klodens kvadratur. Fra EU-debatten her i de nordiske lande kender vi kun alt for godt den dybe skepsis mod overnationale forpligtelser. Og i USA er mistroen over for internationale traktater kun endnu større.
