Hvis der er nogen, der har pustet danskernes forventninger til den offentlige service op, op og op i de seneste år, er det borgerlige politikere. VK-ministre har opført sig som kåde administrerende direktører i velfærdskæden Danmark, der har tilbudt forbrugerne derude fritvalgsordninger, managementsnak om ’kunden i centrum’ og et fængende budskab:
’I skal nok få bedre hospitaler, plejehjem, skoler og børneinstitutioner. Det kommer liiiige om lidt’. Og det er det fatale: De borgerlige har ikke turdet stå ved deres grundholdninger om at sætte grænser for, hvad borgerne kan forvente af det offentlige. Det ville have været ærlig – borgerlig – snak, hvis regeringen havde sagt: ’I har for høje forventninger, dem kan vi ikke indfri for de penge, vi har. Hvis I vil have bedre velfærd, må I betale for den selv’. Eller sagt: ’Bedre service forudsætter, at skatten skal stige. Men det vil vi ikke’. Så kunne vælgerne forholde sig til det. Men det har den borgerlige regering ikke gjort. Den har fedtspillet. Og pustet middelklassens forventninger yderligere op ved at sige: ’Vi skal nok sørge for, at I bliver tilfredse. Bare vent til kvalitetsreformen, strukturreformen og afbureaukratiseringsplanen kommer til at virke’.
