Hun kom til at sige det. Det forbudte. Måske er der en risiko for, at efterlønnen kan blive afskaffet, hvis altså ikke fagbevægelsen leger med og finder samfundsgevinster for 15 milliarder kroner. Det er næsten en uge siden, at ordene faldt i noget, der lignede en bisætning – men der skulle ikke gå mange minutter, før der gik efterlønsangst i den, og Helle Thornings bisætning blev ugens hovedsætning. »Alle og enhver ved, at hvis man ikke skaffer de 15 milliarder kroner, så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget brutale reformer som for eksempel afskaffelse af efterlønnen«. Sådan lød ordene, da Helle Thorning-Schmidt i torsdags var på vej ud til fagbevægelsens protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads mod regeringens genopretningspakke.
De sidste tre ord i sætningen »afskaffelse af efterlønnen« runger endnu. Hun sagde ikke, jeg vil afskaffe efterlønnen, eller måske vil jeg afskaffe efterlønnen, men hun brød bare tabuet ved overhovedet at sige de tre ord i samme sætning – og glemt var alt andet, den dag handlede om. Et øjeblik syntes jeg, det var en befrielse. At realisme og virkelighed for en meget kort stund kom ud af partiformandens mund. Gamle gensyn Men så var det, jeg blev træt. Rigtig træt. For det blev startskuddet til et gensyn med gamle nyhedsklip fra DR’s og TV 2’s arkiver, som jeg næsten kan udenad. Og politikere på stribe fandt deres gamle replikker frem og genopførte det sørgelige efterlønsdrama. Alle gled ind i deres vante roller og fik cementeret, at efterløn hverken er noget, man ændrer på eller taler om.
