Når historien om de seneste 10 år i dansk politik skal skrives, vil man være nødt til at bruge uforholdsmæssig mange analytiske kræfter på at fortælle om den infame blanding af ideologisering og personforfølgelse, som regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, gjorde til sit kendemærke. Indtil for få dage siden var det friskeste eksempel på uvæsenet, Søren Krarups (DF) overfald på den dommer i Svendborg, der dømte historikeren Bent Jensen for at forfølge og tilsvine journalist Jørgen Dragsdahl ved gentagne gange at beskylde ham for at være agent for Sovjetunionen under den kolde krig.
Dommeren politiserede, mente Krarup skråsikkert. Hvorfor? Fordi dommeren dømte noget andet, end Søren Krarup og Bent Jensen mente hun skulle.




























