Småt med brobyggere i Afghanistan

Hvis man ikke skulle forhandle med sin fjende, hvem skulle man så snakke med?

Sådan sagde en af Israels største ledere, Ben Gurion. Og sådan siger Afghanistans præsident, Hamid Karzai, faktisk i dag.

Det tog alligevel Israel flere årtier at besinde sig på at tale med PLO, den ledende palæstinensiske bevægelse. Og det tog lige så lang tid for PLO at tale med Israel.

Alligevel mangler de efter næsten 20 års forhandlinger at nå frem til fred.

I tilfældet Afghanistan står krigsmodstandere på tæerne for at kræve en ende på volden og forhandlinger med Taleban.

Og hvorfor ikke? Hvis Karzai ikke skulle forhandle med Taleban – hvem så?

Flere forhold er dog i vejen for at skabe en bæredygtig dialog mellem Karzai og Taleban om Afghanistans fremtid efter de internationale styrkers exit.

1) Karzai har et begrænset folkeligt mandat, og han har reelt kun magt eller autoritet over en del af Afghanistan.

2) Taleban har et endnu mindre folkeligt mandat. Bevægelsen samler ikke afghanske bevægelser, ligesom PLO har samlet de fleste palæstinensiske. Tværtimod dækker ’Taleban’ over et vidt spektrum af militser og krigsherrer med hver sin lokale autoritet og magt; de har ikke en fælles vision for Afghanistans fremtid og ikke afghanernes tillid.

3) Taleban har ingen udsigt til at overtage kontrollen over Afghanistan, når de internationale styrker forlader landet. Tværtimod: Den gamle kommandocentral i Taleban behersker kun dele af det sydlige og østlige Afghanistan, og de pashtuner, som udgør rygraden i Taleban, tæller ikke mere end 40 procent af den samlede afghanske nation. Selv blandt pashtunerne er der rivaliserende holdninger til Afghanistans fremtid.

4) Og når de internationale styrker forlader Afghanistan, er der god grund til at frygte, at rygraden af det gamle Taleban har et regnskab at gøre op med især de tadsjikiske og usbekiske militser, som i 2001 banede vejen for talebanregimets nederlag dengang. Mindretallet af hazaraer m.fl. har også grund til at frygte et gensyn med Taleban.

De kræfter, som fra Vesten taler for forhandlinger med Taleban eller – med skuldertræk – for at overlade Afghanistan til Taleban, adskiller sig også fra dem, som hjalp PLO og Israel til at mødes.

Historisk er det næppe forkert, at det havde vældig betydning, at palæstinensere og israelere blev hjulpet på talefod.