Det er nye tider i dansk politik. Efter et årti, hvor dansk økonomi blev drevet frem af en usund cocktail af løssluppen finanspolitik, ufinansierede skattelettelser og et oppumpet boligmarked, er det gået op for det politiske system, at Danmark er blevet et lavvækstland. Erkendelsen skyldes ikke mindst, at OECD har påvist, at det kun er Japan, der i dag har ringere vækstudsigter end Danmark, når man sammenligner vækstpotentialet i verdens rigeste lande. Uden vækst får vi ikke bugt med den stærkt stigende arbejdsløshed og den eksplosivt voksende statslige gældsbyrde. Derfor er det også opløftende at se, at de politiske partier nu gør sig umage for at komme med deres bud på, hvordan vi får sat gang i den økonomiske vækst. Regeringen har sat gang i sit vækstforum, og senest har de radikale fremlagt deres bud på en ny vækstpolitik. Hjørnestenen i den radikale vækstpolitik er etableringen af et Nationalt Innovationsråd, som skal støtte virksomheder i udviklingen af nye vækstområder inden for f.eks. bæredygtig energi og velfærdsydelser. Tanken om, at danske virksomheder skal animeres til at satse på nye udviklingsmuligheder, lyder sympatisk. Men tillad mig alligevel at tvivle på visdommen i at lade et nyt statsligt organ udvælge de områder, hvor det private erhvervsliv skal skabe ny vækst og beskæftigelse. Selv om det virker i Kina, er det en formel, der skal bruges med forsigtighed i en markedsøkonomi, hvor virksomhederne opererer på et omskifteligt globalt marked med massiv konkurrence.
Når det kommer til stykket, er tingene måske ikke helt så komplicerede, som de ser ud, når ministre og erhvervsfolk bruger tiden på tilsyneladende endeløse diskussioner i regeringens vækstforum, eller når den radikale ledelse udtænker nye former for statsstøtte til det private erhvervsliv. Man skaber økonomisk vækst på to måder: Enten arbejder vi mere, eller også producerer vi mere, når vi arbejder. Ingen tvivl om, at der er gode muligheder for at arbejde mere. Selv om den protestantiske arbejdsetik stadig fylder meget i danskernes selvbevidsthed, har danskerne udviklet sig til et ekstremt dovent folkefærd. Arbejdstiden er kort. Og det er arbejdslivet også. Derfor giver det god mening, når S og SF vil have os til at arbejde mere, og når de radikale og Liberal Alliance vil afskaffe efterlønnen. Men det er næppe nok at arbejde mere – og næppe særlig sandsynligt, at de fritidselskende danskere for alvor tager sig sammen til at levere flere arbejdstimer eller giver afkald på tidlig pensionering. Derfor er der også brug for at producere mere, når vi arbejder. Og hvordan gør man så det? De seneste ti år er det ikke lykkedes. Danmark har nærmest verdensrekord i ringe produktivitetsvækst. At skabe øget produktivitet er ingen let sag. Men igen skal man passe på ikke at gøre tingene sværere, end de er. Tag f.eks. et kig på vækstvirksomheden over dem alle, amerikanske Google. På blot tolv år har Google med sin effektive søgemaskine og en smart annoncesalgsmaskine opbygget en årlig omsætning på 120 mia. kr. og et årligt overskud i omegnen af 40 mia. kr. – svarende til halvdelen af årets underskud på det danske statsbudget. Mandag i denne uge havde jeg fornøjelse af at besøge Google i Silicon Valley i Californien. Og der er ingen tvivl om, at Google er en virksomhed ud over det sædvanlige. Alligevel er der faktorer bag Googles succes, som går igen, når man ser på andre vækstvirksomheder. For det første er Google udsprunget af et ekstremt stærkt forskningsmiljø omkring Silicon Valley. De to stiftere af Google, Sergei Brin og Larry Page, var ph.d.-studerende på Stanford Universitet, da de fik ideen til deres profitable søgealgoritme. For det andet har Google formået at tiltrække arbejdskraft fra hele verden. Når man går rundt i Googles hovedkvarter i Mountain View, hører man lige så ofte kinesisk og indisk som engelsk. Når Google konstant kan udvikle banebrydende produkter, skyldes det i høj grad, at de har nogle af verdens klogeste it-ingeniører.
