Tonen har ændret sig på Christiansborg forud for sidste sæson før næste folketingsvalg: Pludselig er det ikke længere Dansk Folkeparti, der bestemmer melodien i den økonomiske politik. Nationalpopulisterne holder mund. Stiltiende har toppen i Dansk Folkeparti accepteret, at VK-regeringen har pålagt Danmark en række stramme EU-budgetkrav, som vi ellers formelt har haft en undtagelse fra siden 1993. Men føjeligheden stopper ikke her: Dansk Folkeparti gør ingen indsigelser mod, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er ved at vikle Danmark ind i et nyt regelsæt af overvågning og sanktioner, der går langt videre end den ØMU-konstruktion, som et flertal af vælgerne har sagt nej til i tre omgange. Som en forsinket reaktion på finanskrisen i Europa lancerede EU-kommissionen i sidste uge en helt ny stabilitetspagt, der i sine økonomiske og politiske konsekvenser kan blive mere vidtgående end f.eks. den seneste Lissabon-traktatændring. Kommissionen lægger op til en automatisk mekanisme, hvor de eurolande, der har enten løbende underskud, for høj gæld eller ubalance i makroøkonomien, vil blive pålagt enorme bøder, hvis kommissionens anbefalinger til besparelser og reformer ikke gennemføres – jo mindre et kvalificeret flertal i ministerrådet stemmer imod. I praksis betyder de nye budgetregler, som i de næste uger skal forhandles endeligt på plads, at kommissionen vil få en hidtil uset detailindflydelse på eurolandenes hjemlige budgetter.
Fremover skal finanspolitikken godkendes i Bruxelles, både i gode og dårlige tider. I hvert fald når det gælder de 16 eurolande, altså de EU-lande, der har indført den fælleseuropæiske mønt. Det store spørgsmål er dog, hvordan de nye regler vil påvirke landene uden for eurozonen. Ikke-eurolandene er opdelt i to grupper: På den ene side står de mange ansøgerlande i Østeuropa, som gerne vil med ind i euroen og derfor agter at følge de nye regler under alle omstændigheder. På den anden side står Storbritannien, der på forhånd har afvist at lade sig omfatte af de nye stramme regler for eurozonen. Formelt placerer Danmark (og Sverige) sig midtimellem, men har i praksis valgt at tilslutte sig den lille gruppe af hardliner-lande med Tyskland i spidsen, der ønsker de mest vidtgående straffeforanstaltninger: »Vi forpligter os med hud og hår, og at det er ikke bare på skrømt. Derfor har jeg sådan set ingen problemer med, hvis der skulle være nogle sanktioner,« lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen, der dog erkender, at Danmark stadig på papiret har et euroforbehold. Nede i maskinrummet har VK-regeringen med Dansk Folkepartis tavse accept for længst valgt at pålægge Danmark de samme sanktioner som eurolandene – selv om vi altså stadig helt formelt ikke kan pålægges bøder for at bryde reglerne. Som en anden sidegadevekselerer har Claus Hjort indført euroen ad bagdøren. Politisk er det snedigt, og imponerende, at han har lukket munden på pianisterne. Argumentet for at selvpålægge os de nye euroregler er nemlig lige så gode som argumentet for åbent at indføre euroen.
