»Er det danske sygehus så placeret her i København?«. Sådan spurgte en japansk embedsmand, der for nylig var på besøg i Danmark. Han var overbevist om, at et land med fem millioner indbyggere kun havde ét sygehus. Udtalelsen sætter ikke bare den danske hospitalsdebat i relief. Men udstiller også det danske nærhedshysteri, hvor vi per instinkt indretter samfundet efter devisen: Jo tættere på borgerne, jo bedre, amen! Og i stadig stigende grad gør det. Tag bare tidens dyrkelse af Kommunen med stort K som det naturlige centrum i det administrative og politiske solsystem. Alt, hvad der kan flyttes ned og gøres kommunalt, skal gøres kommunalt, mener politikere. I princippet lyder det jo godt og trygt. Men har det f.eks. været til fordel for borgerne, at regeringen under en finanslovsforhandling en sen nattetime for nogle år siden sprængte den statslige jobformidling i atomer og sendte det hele ud i kommunerne? Nej! I sidste uge kunne Berlingske Tidende afsløre, hvordan kommuner bruger aktiveringen til at score den højeste refusionstakst fra staten ved at sende ledige på meningsløse kurser. Kassetænkning, når det er værst.
Og et andet aktuelt eksempel: Da handikapområdet før strukturreformen lå under amterne, blev det talehandikappede barn sendt til et taleinstitut, hvor ekspertisen stod klar med hjælp. Men i denne tid, hvor kommunen selv skal betale regningen, trækkes barnet hjem fra det dyre institut for at få hjælp på sin egen skole. Chefen for økonomiforvaltningen smiler – men det gør den talehandikappede ikke, og på langt sigt sendes regningen til os alle. Sådanne eksempler er der masser af – bare spørg pædagoger, socialarbejdere, miljøfolk, læger og handikappede. Eksemplerne viser, at kommuner mangler helhedssyn og derfor igen og igen tager beslutninger, der ikke nødvendigvis er til fordel for borgeren og Danmark.
