Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
(arkiv) KIN CHEUNG/AP
Foto: (arkiv) KIN CHEUNG/AP

prisfald. Det er dybt forstemmende, at stater som Filippinerne, Afghanistan, Irak og Rusland også har bukket sig for den kinesiske vrede.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nej, hvor blev de mugne i Beijing

De fredsprisboykottende stater frygter frie mennesker i deres egen midte, skriver Jerichow.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I morgen bør alle kinesere være i festhumør. Det er trods alt ikke hver dag, en kineser får Nobels Fredspris.

De kinesiske magthavere i Beijing er alligevel blevet godt mugne. Og når alverdens repræsentanter går til Nobelfest i deres stiveste puds, vil Kina boykotte – godt sur og stygt forurettet.



De kinesiske magthavere, som har spærret modtageren af fredsprisen, forfatteren Liu Xiaobo, inde, kalder ham i bedste fald ligegyldig, i værste fald kriminel.

Det kriminelle består i, at han har været med til at skrive ’Charta 08’, et manifest for frihed, menneskerettigheder og retssikkerhed i Kina.

Det kunne han selvfølgelig også bare have ladet være med.

Men Kina kunne også have ladet være at spærre ham inde. Det bekræftede jo nærmest hans opfattelse af, at Kina netop mangler frihed, menneskerettigheder og retssikkerhed.

Liu Xiaobo fik 11 års fængsel.

Og da den norske fredspriskomité besluttede at give ham årets pris, fik hans kone husarrest, fordi magthaverne blev endnu mere mugne over, at pressen opsøgte konen i mangel på adgang til manden.

Hvor festligt er det overhovedet, når totalitære stater som Kina, Tunesien, Egypten, Sudan, Cuba, Iran, Ukraine og Marokko slår sig sammen?



Men hvis nu Liu Xiaobo var ’ligegyldig’ – hvorfor laver Beijing da så meget ståhej ud af ham og hans pris?

Han har ikke brugt vold. Han har ikke lagt antændte nytårskinesere i postkassen. Han har ikke forulempet tjenestemænd – han har stille og roligt skrevet på et manifest.

Kan det virkelig passe, at regeringen for 1.300.000.000 mennesker er så bange for dette ene menneske, at de foretrækker at gemme ham i kachotten?

Kan det virkelig passe, at denne regering for 1,3 mia. mennesker er så urolig for, at denne ene forfatter alligevel ikke er ligegyldig, at de presser andre regeringer til at boykotte Nobelfesten?

Selskabet af boykottere er måske ikke det sted, man gerne ville tilbringe en fredag aften.

Hvor festligt er det overhovedet, når totalitære stater som Kina, Tunesien, Egypten, Sudan, Cuba, Iran, Ukraine og Marokko slår sig sammen?

Hvis den kinesiske vrede ikke i forvejen var pinlig, ville dette selskab af fredspriskritikere bekræfte, at Liu Xiaobo må have fortjent Nobels hæder. Hvis de boykottende stater har noget til fælles, er det, at de frygter frie mennesker, især i deres egen midte.

Det er dybt forstemmende, at stater som Filippinerne, Afghanistan, Irak og Rusland også har bukket sig for den kinesiske vrede.

De skulle vide bedre.



For 35 år siden – under den natsorte kolde krig – blev det daværende Sovjet dybt fornærmet over, at Nobels Fredspris blev givet til Liu Xiaobos kollega, forfatteren og systemkritikeren Andrej Sakharov.

»Dermed sendte Nobelkomiteen en klar besked om, at den frie verden var på vores side«, skrev endnu en systemkritiker fra den tid, Natan Sharansky, i Jerusalem Post. Opmuntret og glad besluttede han dengang at tage en taxa ud til Sakharovs hus for at ønske tillykke.

Chaufføren fik pengene på forhånd og sagde ikke en lyd under turen. Men da det gik op for ham, hvem Sharansky havde besøgt, gav han pengene tilbage og sagde: »Jeg ønsker dig og dine venner alt held«. Så forsvandt han i en fart ud i den kolde krig, hvor alle havde grund til at frygte, hvem der lyttede med.

Det har kinesere stadig i dag. Aviser, telefoner og internet bliver kontant overvåget og censureret. Liu Xiaobo og hans frihedsmanifest står ikke til fri debat. Hans venner og alle andre kinesere får deres post og mail kontrolleret.

Men fredsprisen bør, som Sharansky sagde, være et signal om, at frie mennesker er på deres side. Kinesere har også ret til frihed. Tillykke med prisen!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden