Krigsmetaforikken var ikke tilfældig, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2002 lancerede sin værdikamp.
Det, Fogh ønskede, var ikke en politisk dialog, men konfrontation og kamp. Og i kamp venter man ikke på, om den anden har noget fornuftigt at sige; man skyder først. Til at føre sin kamp og skyde på alt og alle, der havde en anden mening om tingene, uanset om det så var politiske modstandere, debattører, eksperter, fagfolk eller åndslivet, udnævnte Fogh nogle små krigere. Og som altid i krig er det unge ureflekterede og ubefæstede sjæle, man sender i front som kanonføde. Foghs mest loyale og skydegale soldat var Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde. Han gik foran i de første og mest indædte krigsår. Derfor var det ikke just fra Jens Rohde, man havde forventet den store selvransagelse og eftertanke. Men i sidste uge angrede Rohde værdikampen og sin egen medvirken i den. Til Berlingske Tidende sagde han: »Værdikampen har ikke været liberal, og det vil jeg gerne være med til at tage på min kappe, når vi skal se på, hvordan vi fører værdikamp, og hvad vi definerer som en værdikamp«.
