Først mig! Sådan lyder arbejdernes internationale kampråb. Men det er ikke et opråb fra neden. Folk med fagforeningskort, dagpengekontingent og efterlønsordning tilhører nu den store middelklasse; det privilegerede flertal.

Til gengæld er der vokset en tavs underklasse frem af kun delvist egnede voksne i den ellers arbejdsduelige alder, som ikke engang regnes med i ledighedsstatistikkerne; en ny ’arbejdsløshedsklasse’, der hverken kan strejke eller protestere, da de reelt er overflødige på arbejdsmarkedet. Ingen efterspørger folk fra ’arbejdsløshedsklassen’, og ingen lobbyorganisationer kæmper deres sag, da de ofte hverken er fagligt organiserede eller har ambassadører, som er toneangivende i debatten. Ud af de snart to mio. danskere, der modtager offentlig forsørgelse, er der oplagt mange unge på SU og ældre på folkepension. Men gruppen af delvist arbejdsdygtige voksne – fra førtidspensionister over ikke-arbejdssøgende til folk på revalidering – udgør over 300.000 borgere. De fleste fra arbejdsløshedsklassen har en yderst begrænset erhvervsevne, der ikke matcher produktivitets- og lønniveauet på arbejdsmarkedet. Men de har trods alt en vis evne til at bidrage til samfundsøkonomien. Men evnerne bliver ikke længere forsøgt udnyttet. Det er mere bekvemt at betale folk for at holde sig væk. Udviklingen i erhvervsfrekvensen – andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder (16-64 år), som står til rådighed for arbejdsmarkedet – udstiller mandefaldet. Særligt de ufaglærte mænd er trængt. Tilbage i 1960 var 91 procent af alle midaldrende mænd aktive på jobmarkedet. I dag er det kun 52 procent af mænd mellem 60 og 64 år, der overhovedet kan tælles med i ledighedsstatistikkerne – resten lever på passive overførselsindkomster.