Når man lige har været et par dage i Venedig for at se kunst på den internationale biennale, bliver man temmelig forstemt af den besynderlige debat, der kører hertillands.
En debat, der kun handler om to ting: 1) beslutningsprocessen bag årets udstilling i den danske pavillon og 2) Danmark og den danske pavillon. Hallo, Venedigbiennalen er international. Og den er fyldt med kunst. Der er værker i Venedig, som er så stærke, at jeg fik det fysisk elendigt. Eksempler: Den polske pavillon er med en ufattelig modig gestus overladt til en israelsk kunstner, Yael Bartana, hvis tre videofilm iscenesætter en fiktiv organisation, der arbejder for tre millioner jøders tilbagevenden til Polen. Æstetikken er skræmmende fascistisk – vi får værket at se på Louisiana. Israel igen: Landets egen pavillon iscenesætter med en uhyggeligt vellykket og mærkeligt smuk brug af salt og vandledninger den mellemøstlige kamp om vandet. Hele den franske pavillon er af kunstneren Christian Boltanski bygget om til en fabrik, som under djævelsk larm producerer nyfødte babyer og udstøder gamle lig: tilværelsens ulidelige tilfældighed.
