Rose bør holde os vågne om natten.
Hvem er da Rose? Det er den dejlige kvinde, som i små klip fortæller den væmmelige kernehistorie i fotojournalisten Jørn Stjerneklars nye dybt forstemmende film om folkemordet i Rwanda. Nu vil vi måske sige, at vi er trætte af at høre om folkemord, trætte af Rwanda og holocaust og Cambodja og Srebrenica og hele molevitten. Det er en luksus, Rose ikke engang kan drømme om. Hun så mennesker blive slået ihjel. Hun så sit folk blive skåret ned med macheter, og hun lever i dag, femten år efter, blandt både ofre og bødler. Jørn Stjerneklar rejser i filmen – ’En dansker i Helvede’ – tilbage til Rwanda og oplever steder og mennesker, han har set i rødt. Ind imellem fortæller Rose med et åbent ansigt og stille øjne, hvordan hun som gidsel blev tvunget til at overvære, at morderne udførte deres arbejde. Hvis nogle var i tvivl, dokumenterer Stjerneklar, hvordan verden ikke var ubekendt med myrderierne. Mennesker blev efterladt døende. Nogle blev sågar filmet, mens deres liv løb ud. Kirken og ngo’er vendte ryggen til. Udenlandske soldater undlod at stoppe det ufattelige blodorgie. Klip. Rose igen. Hun blev voldtaget dagligt af sin kidnapper, som bagefter tvang hende til at se, hvordan mordere skar kødet af deres ofre ind til benet. Som Stjerneklar viser, er et folkemord ganske billigt, når man helst opererer med kniv og stok. Hvad koster en machete og en stok i dag? Det er også fotogent. Og ja, han har fundet frem til filmoptagelser af mordere, der stille og roligt – ja, præcis, stille og roligt – tamper deres ofre til døde. Og Stjerneklar har billeder af døde, som floden skyllede i land i Tanzania. Uden at verden tog notits at dét. Hvad pokker? Ofrene sagde jo ikke noget. Fiskerne begravede dem i Afrikas røde jord. FN’s Sikkerhedsråd begravede dem i papir. Klip. Rose blev vækket, før morderne tog på arbejde. De kastede hendes mand i en åben kloak. Her blev hun tvunget til at kigge til ham dagen efter. Folkemordet var hverken spontant eller hemmeligt. Det var planlagt og foregik under høj sol. Alligevel er der folk, der siger, at menneskerettigheder er gået af mode i international politik. Der er endda dem, som vil hævde, at de neokonservative i USA ødelagde menneskerettigheder som politisk ledetråd. En ufattelig ringe undskyldning for at ignorere forbrydelser. Det var i øvrigt afrikanere og europæere, der vendte ryggen til i Rwanda, men jo, også FN, alle inklusive. Folkemordet var ikke det sidste i moderne politik. Bagefter kom Srebrenica, en landsby midt i Europa. Og lige nu dør mennesker i Darfur i Sudan, mens den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga og FN diskuterer med sig selv, for at få tiden til at gå, om det teknokratisk kan rubriceres som folkemord.
