0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Taktikken, tik-takken og indholdet

Indholdspartierne står til at vinde. Det samme gør vælgerne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)

timing. Man har kunnet følge Villy Søvndals kvaler minut for minut i forrige uge, hvor han afviste at pege på de områder, hvor S og SF er politisk uenige.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne valgkamp har i hidtil uset omfang handlet om tid.

Medierne har ladet valgkampen fylde mere end nogensinde i spalter og på sendeflader. De følger kandidaterne døgnet rundt, og de tæller ned og tæller sammen, som var det valgets hovedtema, økonomien, der helt konkret styrede også dem.

Der er flere meningsmålinger end nogensinde før, de falder hurtigere og bliver kommenteret mere, ja, de danner simpelthen grundlag for journalistikken og hele temperaturmålingen af kampens tilstand. Dertil kommer den konstante fokus på timingen, hvornår noget bliver sagt, et forslag lanceret, en partiformand topper sin formkurve.

Som en stille protest mod den tykke ærtesuppe af gusten taktik formelig suger ’indholdspartierne’ stemmer til sig. De tre partier, der er frie af taktiske overlæg og har kunnet satse på at fremsætte deres holdninger, synes at blive belønnet af vælgerne: Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Det er alle tre partier, der fører valgkamp på deres eget politiske program, som uden mange strategiske overvejelser og hensyn kan fortælle vælgerne, hvad de står for. De har hver især peget på deres statsministerkandidat, men de går til valg som selvstændige partier.

Det betyder helt enkelt, at de kan sige, hvad de vil prioritere i næste valgperiode, og fremlægge deres krav til en ny regering. Mens de tre partier boltrer sig, er der to andre partier, der vrider sig, nemlig de konservative og SF. Førstnævnte for at få lov til at markere sig som et selvstændigt politisk parti, sidstnævnte for at blive fri.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts