Denne valgkamp har i hidtil uset omfang handlet om tid.
Medierne har ladet valgkampen fylde mere end nogensinde i spalter og på sendeflader. De følger kandidaterne døgnet rundt, og de tæller ned og tæller sammen, som var det valgets hovedtema, økonomien, der helt konkret styrede også dem. Der er flere meningsmålinger end nogensinde før, de falder hurtigere og bliver kommenteret mere, ja, de danner simpelthen grundlag for journalistikken og hele temperaturmålingen af kampens tilstand. Dertil kommer den konstante fokus på timingen, hvornår noget bliver sagt, et forslag lanceret, en partiformand topper sin formkurve. Som en stille protest mod den tykke ærtesuppe af gusten taktik formelig suger ’indholdspartierne’ stemmer til sig. De tre partier, der er frie af taktiske overlæg og har kunnet satse på at fremsætte deres holdninger, synes at blive belønnet af vælgerne: Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance. Det er alle tre partier, der fører valgkamp på deres eget politiske program, som uden mange strategiske overvejelser og hensyn kan fortælle vælgerne, hvad de står for. De har hver især peget på deres statsministerkandidat, men de går til valg som selvstændige partier.
