Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Åbenhed. WikiLeaks, med Julian Assange (billedet) i spidsen, aktualiserer debatten om åbenhed, og illustrerer at balancen mellem hemmeligholdelse og offentliggørelse er ændret.
Foto: MAX NASH/AP

Åbenhed. WikiLeaks, med Julian Assange (billedet) i spidsen, aktualiserer debatten om åbenhed, og illustrerer at balancen mellem hemmeligholdelse og offentliggørelse er ændret.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

WikiLeaks afslører på godt og ondt

WikiLeaks demonstrerer, at balancen mellem dem, der skjuler, og dem, der afslører, er forandret.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den største lækage af aktuelle, fortrolige, statslige oplysninger nogensinde er i gang.

WikiLeaks er i samarbejde med forskellige medier rundt omkring i verden ved at offentliggøre flere hundrede tusinde hemmelige dokumenter. Denne gang er de ikke primært militære, men diplomatiske og politiske.

De kan bringe myndigheder ikke bare i USA, men også i en stribe andre lande i fedtefadet, og de første historier er allerede begyndt at dukke op – også i denne avis’ spalter.

Kombinationen af digitalisering af informationen og globalisering og decentralisering af kommunikationen via internettet har radikalt ændret magtforholdet mellem dem, der forsøger at skjule noget, og dem, der gerne vil afsløre det.



Er det en god ting? Da Anders Fogh Rasmussen og andre medansvarlige for de to konflikter nylig advarede kraftigt om, hvor skadelige afsløringer fra Irak- og Afghanistankrigene ville være, var det ikke svært at se, at det i det mindste delvis var motiveret af et ønske om at beskytte sig selv.

Grundlæggende er det sundt, at vores krigsførelse kommer under lup.

Hvad enten vi taler om det skæve krigsgrundlag, den senere brug af tortur eller andre krigsforbrydelser i begge lande, var der i den grad noget at komme efter, hvad en række officielle undersøgelser, der nu er igangsat, da også er en anerkendelse af.

Det var ikke sket uden afsløringerne fra blandt andre WikiLeaks.

Men det betyder ikke, at afsløringerne ikke også kan gøre skade.

Det bliver så at sige umuligt at drive konstruktivt diplomati hvis alt, hvad man overvejer, undersøger eller afprøver, kan komme til offentlighedens kundskab.



Og nu, hvor lækkerne bevæger sig væk fra døgnrapporter fra frontlinjen eller rent militære indberetninger, der i sagens natur oftest er forældede, og ind på det diplomatiske, det efterretningsmæssige og det politiske felt, er muligheden for skadevirkninger mangedoblet.

Det bliver så at sige umuligt at drive konstruktivt diplomati – ikke mindst under demokratiske debatvilkår – hvis alt, hvad man overvejer, undersøger eller afprøver, kan komme til offentlighedens kundskab.

Det bliver nærmest umuligt at være både ambassadør og spion, hvis alle ens vurderinger af, hvad der lige nu foregår i det land, man er udstationeret i – der kan være en nær allieret – skal kunne tåle at blive læst også af den, det omhandler.

LÆS OGSÅ

Det ligger også i sagens natur, at masser af oplysninger, der fremstår seriøse, vil være rygter, halve sandheder eller muligheder, der aldrig blev til noget.

Det er derfor fuldt forståeligt, hvis også beslutningstagere, der ikke har hverken forbrydelser eller skandaler at skjule, reagerer med modvilje og endda raseri på disse massive lækager.

De kan gøre skade, de kan koste menneskeliv, og de kan vanskeliggøre eller umuliggøre initiativer, der er livsnødvendige.

Betyder det så, at alle sejl må sættes for at bremse lækagen, om nødvendigt med brug af juridiske sanktioner mod alle medvirkende – herunder de medier, der ikke selv har lod og del i ulovlighederne, og som måske ikke engang samarbejder med for eksempel WikiLeaks, men bare bringer oplysninger videre?

Så enkelt er det heller ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Regnestykket er i sidste ende umådelig svært, for ikke at sige umuligt at gøre op. Ser man historisk på det, er der ingen tvivl om, at myndighederne – også i demokratierne – har skjult alt, alt for meget.

Det kan heller ikke være sådan, at myndighederne skal kunne mørkelægge alt og straffe alle.

Af bekvemmelighed, ud fra devisen om, at viden er magt, og desværre også i mange tilfælde for at beskytte interesser, det ikke har haft noget med almenvellet at gøre.

Et foreløbigt svar må derfor være, at den nye åbenhed kræver stor ansvarlighed hos alle involverede parter.

Ikke mindst hos os, medierne, der skal håndtere det uoverskuelige og foretage en første vurdering af afsløringernes tyngde og troværdighed.

Det kan fortsat ikke være ’gratis’ at bryde med nødvendige fortrolighedsbestemmelser, og medierne må i givne situationer lytte til myndighedernes indvendinger, før de publicerer.

Men det kan heller ikke være sådan, at myndighederne skal kunne mørkelægge alt og straffe alle.

En ny balance skal findes i en verden, hvor en gammel balance er brudt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden