SOM DET fremgår af min anmeldelse i bogsektionen, har det været spændende igen at dykke ned i Salman Rushdies ’De sataniske vers’, og alt hvad deraf fulgte dengang i 1989.
Fortiden faldt bogstavelig talt ud af siderne i mit eksemplar af bogen, hvor gamle klip, indlagte sedler med afkodninger af persongalleriet, og indrammede citater til brug i avisen minder om glemte detaljer. Det er i dag 20 år siden, at ayatollahen udstedte sit religiøse pålæg til alle rettroende muslimer om at dræbe forfatteren. Kort efter udkom bogen på dansk. Det var derfor en oplagt idé at bringe uddrag af bogen i Weekendavisen, som jeg var redaktør for dengang. Affæren – hvis baggrund var bogens kontroversielle afsnit om profeten Muhammeds åbenbaringer, og persongalleriet omkring ham – havde indlysende offentlig interesse. I sidste øjeblik blev tilladelsen til at trykke uddrag trukket tilbage – men vi påberåbte os citatretten og trykte to hele avissider med uddrag. Kombinationen af et muligt lokalt lovbrud og en både litterær og international konflikt var uimodståelig for andre medier, og vi kom i centrum i det lille danske hjørne af den globale Rushdieaffære. På de indre linjer trak sagen også spor: Daværende bestyrelsesformand i Det Berlingske Hus Ole Scherfig ringede ophidset til mig nogle timer før trykstart og ville bremse projektet. Han mente, det var livsfarligt for alle koncernens medarbejdere. Han accepterede dog, at det var mig, der var redaktør. Men konflikten blev den første af flere, der førte til min afgang fra Weekendavisen i 1992. Vi blev faktisk kortvarigt evakueret efter en telefontrussel nogle uger senere, men mere skete der heldigvis ikke. Internationalt betalte andre senere prisen for Rushdies frihed – hans japanske oversætter blev dræbt, hans norske forlægger såret. I juni 1992 fik jeg fornøjelsen af selv at møde Salman Rushdie under hans besøg i Danmark. Hvor jeg både fik et levende indtryk af de enorme sikkerhedsforanstaltninger, han måtte leve med – og af, hvor begavet og sympatisk en person han var. Niels Barfoed og jeg interviewede ham. Interviewet blev bragt i det sidste eksemplar af Weekendavisen, jeg stod som ansvarshavende redaktør af. SOM DET fremgår, hører Rushdiesagen til stjernestunderne i mit liv som redaktør – og linjen blev ført videre her på Politiken. Blandt andet da Poul Nyrup blamerede sig ved i første omgang ikke at ville lade Rushdie modtage en europæisk pris i København. Under Muhammedkrisen er jeg så blevet spurgt, hvorfor jeg ikke på samme måde har identificeret mig med Jyllands-Postens karikaturer. Spørgsmålet er forståeligt, fordi de to sager begge rummer uacceptable mordtrusler fra muslimske fanatikere, der ikke tåler, at man går deres profet for nær. På det punkt er der imidlertid heller ikke nogen forskel i min holdning. Truslerne mod Kurt Westergaard og Jyllands-Posten er naturligvis lige så uacceptable som truslerne mod Salman Rushdie. Men når det er sagt, står forskellene mellem de to sager i kø (det er ikke kun provokationens kvalitet, der gør forskellen): Jyllands-Postens aktion var en del af den massive dæmonisering af muslimer, der har fundet sted herhjemme. Landets største avis insisterede på at håne en religiøs minoritet. Og regeringen undlod – diplomatisk helt hovedløst – at etablere den selvfølgelige skelnen mellem at bakke op bag avisen ytringsfrihed og solidarisere sig med hån, spot og latterliggørelse af en verdensreligion. En sondring, som ingen anden vestlig regering havde problemer med. Og en sondring, som heller ikke regeringen har vanskeligheder med at se, når det for eksempel gælder den hollandske politiker Geert Wilders’ propagandafilm ’Fitna’, som man tager skarpt afstand fra. Både gode og dårlige bøger, rigtige og forkerte avisinitiativer, kan med fuld ret påberåbe sig beskyttelse mod angreb på ytringsfriheden. Men det betyder naturligvis ikke, at der ikke er forskel på dem, endsige at dårlige bøger eller problematiske avisaktioner ikke må kritiseres eller sågar fordømmes. Også det er en – til tider nyttig – del af ytringsfriheden.
