København ligner en krigszone.
Mine nerver i er laser. Jeg har lige undgået en bakkende bulldozer, undveget et svælgende dyb og styret min gule racer gennem en midlertidigt afspærret eller indespærret, men i hvert fald opgravet passage, som ifølge de vaklende skilte vist nok var ensrettet i mindst to retninger på én gang. Det er forholdsvis irriterende, og det er ikke engang begyndt for alvor endnu: metrobyggeriet. Til gengæld har Københavns Energi med stor energi gravet skyttegrave til fjernvarmerørene overalt i byen, og når hertil lægges diverse løbende vedligeholdelser, pletvise asfalteringer og almindelige dybdeborende initiativer fra departementet for trafikforstyrrelser, så ser rigets hovedstad lige nu værre ud end efter englændernes bombardement i 1807. Lige nu. Men til trøst: om to år, fem år, syv år er det værre. Det københavnske metroselskab har nemlig planlagt at bygge løs i hele byen frem til 2018 – hvor man så naturligvis overskrider tidsplanen, før man går i gang med næste fase af det uendelige byggeri. Jeg går ind for Metro. Af alle mulige indlysende grunde er en undergrundsbane bedste transportmiddel rundt i en moderne storby. Det er overhovedet ikke metroen, jeg anfægter. Det er måden, den bygges på. En meget, meget mærkelig måde. For det første har Metroselskabet en tommelfingerregel, der tilsiger hver fase af byggeriet at tage ti år. For det andet sørger man for at arbejde overalt på én gang. Og for det tredje kan man bedre lide at grave end at bore. Alt i alt betyder det, at generationer af danskere, og det er virkelig hele generationer, ikke har et København, som ligner sig selv. Selvfølgelig skal man lide, før man kan nyde, men skal man virkelig lide så længe? Ti år, tyve år, tredive år, fyrre år – det er absurd.
