Med de seneste dages begivenheder i Libyen og FN’s Sikkerhedsråd er det blevet mere og mere tydeligt, at de sidste 10 års amerikanske – og danske – udenrigspolitiske fejltagelser i Irak og Afghanistan har sat sine spor. Og heldigvis ikke på en måde, som man kunne have frygtet. Jeg må indrømme, at jeg i mine mest pessimistiske øjeblikke har troet, at den forløjede krig i Irak og den fejlslagne strategi i Afghanistan risikerede at få den konsekvens, at det ikke længere ville være muligt at samle støtte til international indgriben over for undertrykkende regimer. Og da slet ikke i Mellemøsten.
Sådan er det ikke gået. De langstrakte forhandlinger i FN om at indføre et flyveforbud over Libyen har været et kapløb med Gaddafis styrkers fremrykning mod Benghazi og har ærligt talt set håbløse ud.
