Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 ASTRID DALUM (arkiv)
Foto: ASTRID DALUM (arkiv)

autofiktion. Karl Ove Knausgårds 'Min kamp' fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi står i gæld til den autofiktive forfatter

Hovedstrømningen i samtidens litteratur udvider spillerummet for det moderne individ.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Siden Politikens Kronik i søndags søsatte serien ’Med mig SELV i centrum’, er det strømmet ind med tekster i genren autofiktion.

Det er historier om at stikke af hjemmefra, om bundløs forelskelse, og om at se sin nærmeste dø. At holde sit liv ud i strakt arm og beskrive episoder fra det med litterære virkemidler er lutrende.

Ideen med serien er at videreudforske den tendens, som må siges at være toneangivende i disse års litteratur.

Vi tager konsekvensen af, at det ikke er nogen eksklusiv genre, som er forbeholdt særlige forfattere.

LÆS KRONIKEN:

Det særlige ved autofiktion er, at materialet ligger lige for enhver, og at alle i princippet vil kunne være forfattere. Det er et forsøg på en form for demokratisering af litteraturen.

En helt ny bog af Jon Helt Haarder kalder genren ’performativ biografisme’ med undertitlen ’En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur’.

Hovedstrømning klinger unægtelig af Georg Brandes, der med sin forelæsningsrække ’Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur’ slog til lyd for, at litteraturen skulle sætte problemer til debat.

Har den nye hovedstrømning her fra det 21. århundrede så sat problemer til debat? Ja i allerhøjeste grad.

Først og fremmest har den problematiseret det moderne individ. Et eksempel er Claus Beck Nielsens utrættelige iscenesættelse af sig selv. Snart død, snart levende, snart forklædt som Miss World i Ukraine.

Et andet er Pablo Llambias, der med tre store sonetbøger i hverdagssprog beskriver sit eget liv. Llambias skelner godt nok mellem sig selv som forfatter og fortæller, men det spiller egentlig ingen trille.

Værket er fyldt med virkelige personer og hændelser, og at han selv nægter at være 1:1 med sin egen karakter i bogen, er bare en anden måde at problematisere individet på.

Litteraten Hans Hauge kalder genren for ’fiktionsfri fiktion’, og det betyder, at »romanens personer er virkeligt eksisterende personer; at der ikke er en opdigtet handling, samt at de steder, hvor romanen foregår, er virkelige steder«. Hauges begreb sætter fokus på genrens opgør med fortiden.

Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion.

Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken.

For efter årtier med semiotisk pedanteri og et fortænkt syn på virkeligheden som en konstruktion, var man blevet dødtræt af den fiktive reklameverden skabt på både universiteterne og i kunst og litteratur.

Autofiktion er et forløsende opgør med det golde fokus på teksten som fritsvævende udsagn, der har præget dansk litteratur gennem store dele af den sene modernisme.

Genren forudsætter en klar alliance mellem forfatter, fortæller og hovedperson og gør derfor op med det kunstige skel mellem fortæller og forfatter.

Det har skabt en række både store og små udfordringer. Forfatteren kan i sagens natur ikke længere skjule sig bag det lag af fiktion, der også er et skjold mod hans eller hendes omgivelser.

Knausgård fik problemer med sin afdøde fars familie, som mente, at farens eftermæle blev besudlet.

I autofiktionen giver forfatteren mere af sig selv. Der er mere på spil, og det smitter af på læseren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læseren har ikke umiddelbart selv noget på spil, men må forholde sig til mennesket bag teksten og står i en form for moralsk skyldsforhold til forfatteren.

For når forfatteren har givet af sig selv, må læseren også give af sig selv, for at forholdet skal blive harmonisk.

Se hvordan du kommer i gang med at skrive autofiktion og dermed kan deltage i Politikens forfatterprojekt 'Med mig SELV i centrum'. Kilde: Politiken TV/ Henrik Haupt & Stine Bjerregaard Ditlevsen

Den nye alliance mellem forfatter og læser gør, at læseren ikke længere kan påberåbe sig armslængde til det, han eller hun tilegner sig, men er tvunget til at anerkende og være bevidst om sine egne forudsætninger for at læse med.

Det er den enkle kendsgerning, som en række yngre kvindelige forfattere har påpeget i striden om identitet, der fulgte i kølvandet på Yahya Hassans digtsamling.

Den fordømmelse, de mødte, viser, at der fortsat kæmpes hårdt for det kunstige skel blandt reaktionære modernister.

Og nu vi er ved Yahya – han er selvfølgelig eksemplet på, at autofiktionen ikke bare handler om individet og identitet, men også sender sine fangarme ud i samfundet og sætter dets virkelige problemer til debat.

Det bliver formentlig ikke sidste gang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden