Det interessante er, at modparten i denne intrige ikke er Irans hovedfjende, USA, men dets nærmeste allierede, Syrien.
De to lande er forenet i modstand mod amerikansk indflydelse i de arabiske lande og i fjendskab mod Israel. Begge lande har aktivt bekæmpet de amerikanske invasionstropper i Irak, og begge har stået på State Departments liste over banditnationer. På det seneste har Washington slækket på de økonomiske sanktioner mod Syrien og sendt en ambassadør til Damaskus. Men i kampen om indflydelse i Libanon er Iran og Syrien modstandere. Det har resulteret i et forbund, der går på tværs af alliancen mellem de to lande, mellem Syrien og Saudi-Arabien, der er den hjørnesten, som Washington bygger sin indflydelse på i den arabiske verden. Den er begrundet i en fælles interesse i at bekæmpe den voksende iranske indflydelse i Libanon. Saudi-Arabien har erfaret, at det har brug for en allieret til at bekæmpe Teheran. Iran dominerer Hizbollah, den shiamuslimske politiske bevægelse, hvis milits i styrke og ikke mindst i målbevidsthed langt overgår regeringshærens. Syrien er paradoksalt nok Saudi-Arabiens naturlige allierede, fordi Damaskus anser Libanon for at være syrisk interesseområde. Syrien har aldrig anerkendt Libanons selvstændighed, hverken reelt eller formelt. Der har f.eks. aldrig været en syrisk ambassadør bosiddende i Beirut.
