De gode nyheder fra Egypten kommer hverken fra præsidentpaladset i Kairo eller fra Tahrirpladsen. De kommer fra arbejdspladserne i Nildeltaets tekstilfabrikker og fra selskaber i Port Said, der driver Suezkanalen. Flere og flere arbejdere går i strejke ansporet af demokratidemonstrationerne i Kairo, Alexandria og andre byer. Man tør håbe, at denne bølge vil brede sig over landet og give demokratiintifadaen ny styrke og dermed få måske afgørende indflydelse på dens udgang. Demonstranterne på Tahrirpladsen repræsenterer alle mulige politiske afskygninger og interesser, venstreorienterede og centerdemokrater samt nationalister og islamister. De spontane demonstrationers kerne er unge fra den socialt truede mellemklasse, arbejdsløse eller underbeskæftigede, som vokser op i en verden, der ikke levner dem håb.
Mubarak træder tilbage Håb betyder helt konkret f.eks. mulighed for at gifte sig og få tag over hovedet og børn. Slægtens fortsættelse er af afgørende betydning i et traditionelt samfund som det egyptiske. Halvdelen af Egyptens 80 mio. indbyggere er under 30 år, og halvdelen har ikke råd til at gifte sig. For udenforstående er det vanskeligt at forestille sig omfanget af den frustration, der bevæger flertallet af de unge demonstranter på pladsen i Kairo.
