Alt er igen ved det gamle i Egypten

Sfinksen er forsvundet, og mumierne, i form af de egyptiske generaler, har taget magten.

Det er det foreløbige resultat af ungdomsoprøret på Tahrirpladsen i Kairo. Der var aldrig tale om en revolution i den gængse forstand, hvor en organiseret bevægelse med ledere og et politisk program omstyrter et bestående system for at installere et nyt.

I Egyptens tilfælde er alt ved det gamle. Uret er stillet tilbage til 1952, da de såkaldte frie officerer sendte kong Farouk ad søvejen i eksil til Frankrig og indførte et totalitært system, der har eksisteret siden kamufleret som parlamentarisme.

Med årene overgav militæret den direkte kontrol til præsidenten, der sikrede sin magt ved hjælp af et undertrykkelsesapparat, der bl.a. omfattede 2 millioner agenter, der rapporterede til indenrigsministeriet. Men den endelige magt lå hos hæren, der udøvede den gennem præsidenten, der siden 1952 har været en general.

Efter 1979, da præsident Sadat sluttede fred med Israel, har hærens chefer ikke behøvet at bekymre sig om landets forsvar.

I stedet har man koncentreret sig om at udvikle en industrisektor, der især producerer til det civile marked, og sikre officersstandens vellevned. Hæren kontrollerer ca. 10 pct. af økonomien, fra tekstil til hoteller, og sikrer pensionerede officerer vellønnede retræteposter.

Med Tahriropstanden er det slut med den indirekte kontrol. Forfatningen er sat ud af kraft, parlamentet opløst, og som på Nassers tid er Egypten nu underlagt et militærdiktatur og styres ved dagsbefalinger.

Hvordan fremtiden vil forme sig, er ikke til at overskue. Militæret har nedsat en kommission, der om en uge skal foreslå en revision af den gamle forfatning, der gjorde præsident- og parlamentsvalg til en farce.

Egyptiske menneskeretsorganisationer er utilfredse med sammensætningen af kommissionen. Formanden er kendt for at hælde mod de muslimske brødre, og der er ingen kvindelige medlemmer – og de mandlige er konservative.

Militæret har ikke forpligtet sig til at afholde frie valg, men har blot udtrykt et håb om, at det kan ske til august eller september. I det værste tilfælde vil militæret finde et påskud til at udsætte valgene, f.eks. hvis den nuværende bølge af strejker breder sig. I bedste tilfælde vil militæret udskrive parlamentsvalg til efteråret.

Frie valg vil ændre den politiske og samfundsmæssige struktur, der hidtil har tjent militærets interesser, ikke mindst de økonomiske. Et folkevalgt parlament vil vedtage en ny forfatning, der vil underkaste militæret civil kontrol og erstatte det gamle system, der lagde al magt i præsidentens og dermed indirekte i militærets hænder, med et nyt, hvor præsidentembedet er ceremonielt.

Generalerne er selvfølgelig klar over, hvilke konsekvenser frie valg kan få for militærets indflydelse og officerskastens privilegier, hvis de giver afkald på den absolutte magt, de besidder i dag, og underkaster sig folkets vilje.

Derfor er der ingen tvivl om, at de vil gøre deres yderste for at øve indflydelse på valgenes udfald.

Det er ikke udelukket, at militæret vil indgå et samarbejde med grupper inden for det gamle system, der er interesseret i at bevare det præsidentielle system af hensyn til det, de opfatter som stabilitet.

Som den politiske topografi former sig, vil de demokratiske kræfter, der væltede Mubarak, men ikke den samfundsstruktur han efterlod sig, få svært ved at gøre sig gældende i et nyt parlament.

Tre magtcentre vil få afgørende betydning. Kapitaleliten, der står i gæld til Mubarakfamilien, faderen og sønnen; Det Muslimske Broderskab, der indtil nu er den eneste velorganiserede bevægelse, hvis aktiviteter er blevet hærdet i Mubaraks fængsler, og som, selv om de kom sent på Tahrirpladsen, fik afgørende betydning for opstandens udfald. Samt hæren.

Brødrene har organisationen, bl.a. bygget på moskeernes netværk. Hæren har logistik, kommunikationer, det image, at den er folkets ven og beskytter, og kapitaleliten har alt det, der kan købes for penge under en valgkamp.

I dette spil om magt i et kommende parlament blandt interesser, der har meget at tabe, står de unge, der satte processen i gang, ikke stærkt. De unge leverede tv-seerne i den frie verden gratis dramatisk underholdning i samfulde 18 dage.

Nu er tiden inde til at betale billetten i form af økonomisk støtte til de demokratiske kræfter, der vil forsøge at tage kampen op mod de gamle magtcentre.

Nu kan det danske dialogcenter i Kairo komme til sin ret og bygge bro til de unge, der vovede. Vi skal ikke holde økonomisk støtte tilbage af frygt for indblanding.

Det er vor pligt at blande os.