Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lise Nørgaard, forfatteren bag tv-serien 'Matador', skabte stor debat med sin udtalelse om prævention i Afrika.
Foto: Finn Frandsen

Lise Nørgaard, forfatteren bag tv-serien 'Matador', skabte stor debat med sin udtalelse om prævention i Afrika.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flemming Ytzen: Lise Nørgaard har jo en pointe om Afrika

Præsentationen var nok lidt ufiks, men Matadors mor ramte uhyggeligt præcist, hvad angår Afrika.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nationalikonet Lise Nørgaard fik nogle ridser i lakken, da hun i forbindelse med markeringerne af sin runde dag fortolkede nogle tilstande, der ligger temmelig langt fra Korsbæk.

Til Radio24syv gav hun et interview, hvor hun havde denne udlægning om udfordringerne på det afrikanske kontinent: Hellere end at samle penge ind bør vi i den rige verden »sende et helt vogntog med præservativer« derned for at hjælpe befolkningen til at få færre børn.

Hvad der adskiller Afrika fra resten af kloden, er den såkaldte

fertilitetsrate.

Den virkelig provokerende udlægning kom med Lise Nørgaards sammenligning mellem lemminger og afrikanske migranter og flygtninge. Hun havde engang oplevet en flok lemminger kaste sig i havet nær det hotel i Norge, hun opholdt sig på:

»De kaster sig i havet, fordi de håber, at de kan svømme over til en ø, der er et bedre sted, hvor de kan lave en ny lemmingkoloni. Der kommer jo kun ganske få over, og så begynder de forfra (...) det er det samme, der sker i Afrika. Det er bare mennesker, ikke lemminger«.

Gys, uha og fy da, lød mange reaktioner. 100-års fødselarens ordvalg var næppe det mest elegante, man har hørt om denne problematik, men udelukker det, at der er et gran eller måske ligefrem en kerne af sandhed i udsagnet?

En stribe tal følger her. I 1980 var Afrika hjemsted for 477 millioner mennesker, i dag er tallet 1,2 milliarder. Har der været en gennemgribende industrialisering på kontinentet i disse knap fire årtier?

Opgørelser fra FN-systemet sætter den årlige befolkningstilvækst i Afrika til 30 millioner. I 2050 vil tallet være steget til 42 millioner årligt og det samlede tal for hele kontinentet være på 2,4 milliarder. Vi taler til den tid om 3,5 millioner flere munde at mætte per måned eller 80 individer i minuttet.

Fra i dag til 2050 vil klodens samlede folketal være steget med 2,37 milliarder, hvor Afrika vil tegne sig for en andel på 54 procent. Alt sammen på baggrund af, at der under afkoloniseringen fra 1950’erne og tre årtier frem skete markante forbedringer i afrikanernes livsvilkår. Børnedødeligheden faldt, og de voksne afrikanere levede længere. De 12 millioner afrikanere, der blev født i 1955, havde udsigt til en gennemsnitslevealder på 37 år. De 30 millioner afrikanere, der blev født i 2016, har udsigt til at kunne passere de 60.

Hvad der adskiller Afrika fra resten af kloden, er den såkaldte fertilitetsrate. Afrikanske kvinders fertilitetsrate er 88 procent højere end verdensgennemsnittet (4,7 børn per afrikansk kvinde mod 2,5 i resten af verden).

Hvor fertilitetsraterne i Latinamerika og Asien begyndte at falde markant fra 1970’erne, hvilket har bidraget til gennemgribende reduktioner i fattigdommen i begge verdensdele, er en tilsvarende udvikling udeblevet på det afrikanske kontinent.

Da afkoloniseringen kom ind i sin sidste fase i 1960’erne, lærte danske skolebørn, at det især var fødevarer som kaffe og kakao, der gjorde kontinentet interessant for europæerne. Vi fik dengang at vide, at afrikanerne med selvstændigheden burde og skulle overtage forarbejdningen af fødevarer og råvarer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hen over et halvt århundrede er der stort set intet sket, kun at kaffen og kakaoen er blevet overhalet af olie, naturgas, mineraler og ædelmetaller. Tilførslen af værdi foregår stadig uden for Afrika. Så hvorfor har den industrialisering, der har gavnet befolkningstunge lande som Brasilien, Indien og Kina, ikke fundet vej til det kontinent, der begynder lige syd for Kreta, Sicilien og Gibraltar?

De rige landes udviklingsbistand til kontinentet har leveret pæne resultater, når det gælder forbedringen af afrikanernes sundhed og levetid, men uendelig lidt for at forvandle de traditionelle landbrugssamfund til industrielle dynamoer. Industrialisering forudsætter en veluddannet middelstand, og en sådan har Afrika ikke. Den franske forsker Gérard Prunier, der har årtiers erfaring på kontinentet, forklarede til dagbladet Information 16. maj 2015, hvad han mener, der er Afrikas hovedproblem:

»Afkoloniseringen endte med at give magten til en klasse af tropiske gangstere, især i de fransktalende lande, og denne regerende mafia har ingen interesse i at forbedre forholdene. De ønsker blot at fylde lommerne og holde deres befolkning nede (...) De opførte sig som koloniguvernører uden at have en kolonistats ressourcer«.

Derfor udebliver industrialiseringen. Og børn får afrikanere stadig. Matadors mor ramte rigtigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden