Jeg har tænkt meget over, hvorfor køn og seksualitet fylder så meget i debatten i disse år. Det har ikke at gøre med undertrykkelse, men med det modsatte. Levevilkårene er nu så gode for rigtig mange mennesker, inklusive kvinder og diverse mindretal, at det ikke længere giver mening at slås for det, man sloges for i det gamle industrisamfund, ’arbejderklassens frigørelse’ f.eks.
At slås for anerkendelse af sin kønsidentitet opleves som meget vigtigere. Sagt på en anden måde: Samfundet er nu så godt, at tiden er kommet til de partikulære anerkendelser, fordi det generelle er på plads. Devisen er, at vi – selvfølgelig – må fjerne de sidste rester af bornerthed og diskrimination, så folk kan leve deres liv, som de ønsker, og man forstår på en ny generation af kønsforskere, at der er intet mindre end tusind køn, så det er bare med at give bolden op for selvrealisering i alle regnbuens farv er.
