I dag for to år siden faldt de første russiske bomber i den syriske borgerkrig. Vladimir Putins lavpriskrig, set fra Moskvas synspunkt, ikke fra ofrenes, gav maksimalt udbytte til gengæld for en minimal indsats. På intet tidspunkt i de seneste to år lod Putin sig engagere dybere i borgerkrigen, end at han kunne trække sig ud.
Sammen med iranerne reddede Putin Assads regime fra det truende nederlag til oprørsstyrkerne, han sikrede sit land en central position i konkurrencen om indflydelse i en af klodens vigtigste strategiske regioner, efter at USA’s retræte havde efterladt et tomrum. Han prøvekørte en række nye våben, hvilket kommer den russiske våbeneksport til gode, og sikrede russiske energiselskaber førsteret til de syriske oliefelter, der nu skal genopbygges. Og som en sikkert uventet bonus har strømmen af syriske flygtninge til Vesteuropa bidraget til politiske kriser i mange lande og afsløret EU’s skrøbelighed. Ikke dårligt, i betragtning af at hele kampagnen maksimalt har kostet nogle hundrede militærpersoner livet.
