At være 47 år, som jeg, er – for at være ærlig – ofte lidt af en nedtur. Rent lykkemæssigt er man nogenlunde på bunden af livskurven, der peaker omkring de 18 år og derefter falder indtil det 46.-47. år og så begynder at rejse sig, indtil man er tilbage på toppen i en alder af 80.
En 47-årig krop kræver også mere og mere vedligeholdelse og løbende ydmygelser som klipning af ørehår, regelmæssige rektalundersøgelser, og man har tænder, der kræver hyppig og afsindig bekostelig vedligeholdelse. Man ved på en eller anden måde, at det ikke er godt nyt, når der tikker en sms fra tandlægen ind om, at de har sendt en kodebeskyttet regning til en for den seneste operation.




























